EFTER REGN KOMMER SOL

I går var en hård dag. Det er hårdt ad helvedes til at være hjemme. Hjemme hvor jeg kan se mormor for mit indre, fordi hun har været her titusinde gange. Hjemme hvor virkeligheden er lidt mere tæt på, fordi jeg kan smide min facade. Og så tuder jeg, og det er svært at tude, når jeg normalt ville finde trøst hos min mor eller tale med min mormor om det. For det er mormors død jeg græder over, og jeg magter næsten ikke at belemre min mor med min sorg, når det er hendes mor vi græder over, hun er ked af det nok for sig selv. Men jeg er nødt til at få det ud, og i går knækkede jeg helt ned, fik hulket al smerte ud og fik forklaret, at alt jeg føler er en lyst til at dø, når jeg tænker på det hele. Og jeg kan godt se på hende, at det er svært at rumme, når man selv er nede. Og heldigvis er det heller ikke noget, jeg nogensinde ville gøre noget ud af. Jeg er galoperende dødsangst, og jeg ville savne min familie alt for meget, jeg ville dø af sorg hvis jeg skulle undvære dem alle. Jeg vil aldrig dø af egen vilje, aldrig. Men som tidligere beskrevet, så er det nu engang dét, jeg føler, når det hele er så sort som det føles for tiden. Men vi fik talt om det. Og så vendte dagen, og blev bedre. Det er hårdt ad helvedes til at overkomme en man elskers død.

Og i dag, i dag kan jeg mærke foråret. Musik i radioen, alene i stuen, mine forældre er ude at løbe, min lillebror sover, storebror er ude og fiske med en ven. Det er vel kontrasterne i livet, der sætter det hele i perspektiv. Tænk at et liv kan gøre så ondt at leve, men samtidig have andre aspekter, der gør det hele dét værd.