TREDJE SAL, MELLEM JORDEN OG HIMLEN

Jeg er en underlig blanding af meget, meget jordnær, og meget, meget flyvsk, drømmende, svævende. Nogle dage er tanken om at leve livet i blot dette fasttømrede skema, ved at tage livet af mig. At vi skal stå op, være afhængige af arbejde fordi vi er afhængige af penge, fordi vi har ét sølle, lille, pisse kort liv, og vi gerne vil være lykkelige og gøre alt det vi drømmer om. Den næste svæver jeg over mig selv, kan ikke tvinge mig selv til at danne en eneste mening, lave en eneste ærlig, nødvendig ting, tænke én eneste rigtig tanke. Vi lever bare videre, vi lever bare, og det er alt vi egentlig gør, indtil vi ikke gør det længere, fordi vi er døde. Jeg kan slet ikke bekymre mig lige nu, den lette følelse sidder i min brystkasse, paradoksalt nok som en tung sten. Men det føles godt, at være lidt vævende, ubrugelig på den gode måde, ikke til lige at komme i kontakt med lige nu. Jeg orker ikke engang at finde ud af, hvad jeg mener med det her. Om jeg overhovedet har skrevet noget der giver mening her, om det egentlig overhovedet hænger sammen. Men det føles lidt ligemeget, lige nu. Vi skal bare leve.