ET SINDSSYGT ÅR

Klokken er lidt i midnat, her lørdag aften. Jeg er glad, træt og stadig lidt svimmelør i hovedet af tømmermænd, efter en hyggelig bytur i nat med den bedste C. Jeg var hjemme klokken 7, og akkurat som jeg lagde mit røglugtende hår (og det tilhørende hoved) på puden klokken 7:30, så startede en vidunderlig bilalarm nede på gaden. Score! Efter halvanden times søvn blev jeg derudover vækket af hoppetrampeløberpsykopatbarnet oppe på fjerde, der ynder at holde racerløb hver lørdag morgen. Halvt søvndrukken, halvt fuld fik jeg hvæseråbt noget ala så styr dig dog din fucking sindssyge idiot (hvilket jeg helt sikkert selv kun var den eneste der kunne høre), hvorefter han fortsatte sit speedwayhoppeløb uændret i styrke og jeg faldt i søvn igen.

Samtidig, så ved jeg ikke helt hvor jeg skal starte. I søndags var det et år siden L. Et år siden et enormt kaos startede og en enorm sorg lagde sig over min familie. Og så var det samtidig på en måde som et sygt startskud for en masse vilde og følelsesmæssigt enormt krævende begivenheder i mit liv. På det år der nu er gået, har jeg begravet to uendeligt elskede familiemedlemmer med knap 5 måneders mellemrum. Kæreste, elskede L. og mormor <3. Hvilket jeg stadig ikke kan tænke på uden at dø af sorg, så det lader jeg fortsat lidt være med. De har desuden også begge haft fødselsdag, hvilket ikke har været specielt fede dage, lige pludselig. Og så var der familiære kriser som følger af foregående, som har krummet hjerter sammen i smerter, men som forhåbentlig, forhåbentlig, forhåbentlig er veloverståede nu. Og så var der min onkel med en hjerteoperation der skulle klares, hvilket også var en tid med frygt og uvished over udfaldet. Om endnu en begravelse ville vente lige i hælende på L.'s, men det lykkedes heldigvis. Derudover har jeg gennemført mine to første semestre på universitetet og samtidig klaret fire eksaminer, hvilket altid er forbundet med en enorm mængde angst, nervøsitet og tyndslidte nerver i flere uger op til. Og så er jeg jo flyttet hjemmefra, hvilket jeg stadig både elsker ubeskriveligt og samtidig har det en lillebitte smule underligt med, fordi jeg (vel forhåbentlig) aldrig kommer til at bo permanent hos min elskede familie mere. Jeg siger forhåbentlig, fordi jeg har brug for at bo i København ifb. med studie, og jeg ved, at de aldrig vil flytte fra min barndomsby. Og fordi det ville være noget besværligt rod og lort hvis jeg skulle flytte alle mine ting hjem igen og pendle rundt, men derudover så var det aldrig et problem at bo med de elskede mennesker. Men vi har stadig næsten daglig kontakt, og jeg elsker det, og jeg elsker dem. Og så var der også lige verdens mest vellykkede sølvbryllup, for at sætte sløjfe på et år med ubeskrivelige op- og nedture. Når jeg læser min blog igennem, læser nogle af indlæggende som jeg gennem dette sindssyge år har forfattet, så springer tårerne helt ukontrolleret fra mine øjne, og jeg lader dem.

Hvis jeg er træt og bekymret og glad og ked af det og samtidig også taknemmelig her et år efter, så er ovenstående grunden. Og jeg tør næsten ikke håbe på at (de mange) næste år bliver bedre, men orker samtidig heller ikke at frygte, at denne nedadgående spiral fortsætter. Men jeg er udmattet nu, ligesom resten af familien, så jeg ruster mig, og os, med kærlighed, og håber på det bedste.