MÆND

Jeg er sur og træt og opgivende i denne uge. Virkelig. Ikke sådan helt generelt, men nok primært bare når det kommer til mænd. Jeg forstår vitterlig ikke hvorfor der skal være så meget pis involveret, når man bare gerne vil finde en at dele livet med. Der er mange problemer i det, og de inkluderer helt hundrede procent også mig, men ikke desto mindre, så er mit mantra i denne uge, at jeg hader mænd. Jeg hader mænd. Jeg gider ikke mere. Jeg har givet op. Og ALLIGEVEL, så håber man jo på, at der dukker én op, som kan modbevise hele lortet. Én, der er som sendt fra himlen, og så elsker vi hinanden ubetinget og så er den der bare. Den trygge, vidunderlige kærlighed som man deler med et andet vidunderligt menneske, der vokser ens hjerte så stort at man altid er lidt i åndenød af lykke.

En stor del af mit problem ligger i, at jeg enormt nemt forelsker mig i idéen om en mand. Jeg behøver ikke engang at have haft en reel samtale med manden, men ud fra hans udseende og den væremåde jeg har iagttaget, så digter jeg ham til en helt perfekt mand for mig, stiller ham op på en usandsynlig piedestal, ofte helt ufortjent (i den forstand, at vi har haft meget sparsom kontakt til hinanden, og at han derfor slet, slet ikke burde have den drømmestatus i mit sind), og så kan jeg kun, kun, kun blive skuffet. Og min erfaring med denne slags 'forelskelser' er i øvrigt, at det altid (seriøst altid) viser sig, at de allerede har kærester.

Men det er svært, ikke? For dem der viser interesse er ikke de rigtige, og dem der virker rigtige har allerede kærester eller er bare ikke interesserede i mig. Jeg drømmer tit om, at jeg snart finder en mand igen. I ved, ens anden halvdel, som man kan støtte sig op ad og sparre med, være helt sig selv sammen med. Jeg møder utroligt mange dejlige mænd, synes jeg, men de er alle i faste forhold (vi-bor-sammen-seriøse-forhold), men når jeg så i stedet støder på mænd der rent faktisk viser mig interesse, så er det altid på den der lidt udefinerbare klæberige måde. Og så frastødes jeg ærligt talt bare, både af situationen og af dem (selvom det ikke er pænt sagt). Jeg orker det ikke, de er forkerte og jeg kan ikke sige høfligt fra, så jeg fader bare ud. Hvilket er major dick move no. 1. Og så giver jeg op på ny, og erklærer at jeg hader mænd. Jeg ved ikke om det er et tegn på umodenhed fra min side, eller om jeg bare ikke har mødt den rette. Jeg håber virkelig på det sidste (men kan ærligt talt godt høre, at det også lyder som det første, selvom jeg snarere ville kalde det 'generthed').

For at det ikke skal være løgn, så kom jeg i dag til at kigge på 2 år gamle billeder og videoer fra dengang jeg var sammen med S. Så cheesy videoer med kærlige ord og kys, vanvittigt cheesy snap-screenshots og billeder fra vores ferie sammen. Og hold kæft hvor var vi heldige begge to, for vi havde det fandme helt enormt dejligt sammen. Vi var så smukke og glade og forelskede. I ved, indtil han ikke ville mere. Og jeg er ikke sur, slet ikke, men bare ærgerlig. For vi passede virkelig bare så godt sammen. Lige fucking gakkede og ordentlige og søde. Hvorfor fanden kunne vi ikke bare have holdt sammen.

Det her ordgokkeri handler vist mest bare om, at jeg har mistet troen på mænd i denne uge. Mere end nogen sinde før, når en mand (på 40), som man har mødt 3 sølle gange(!!!), pludselig skriver at han elsker en. På den der helt seriøse jeg-er-faktisk-ædru-måde, og man pludselig skal bruge sin søndag på høfligt at skrive et afslag, og så ellers løbe for livet. Åh, fuck jeg er træt af kærligheden og jagten derpå.