TIRSDAGSTUNGSIND

Jeg har det underligt i dag. Måske ikke kun i dag, men for tiden, bare. Dagdrømmer dagen lang om en virkelig pæn mand, som jeg ikke rigtig kender, men som jeg virkelig tror er sød. Drømte sågar om ham hver nat i efterårsferien. Og i dag har jeg netop erfaret, at tiden er lidt imod det hele, og at jeg skal få fingeren ud, hvis jeg vil prøve at få fat i ham og se om det kunne være noget med os. Oooooog det kan jeg bare aldrig finde ud af jo, så jeg kigger bare på ham og drømmer om hvordan det kunne være. Hahaha, jeg kan virkelig godt selv høre hvor trist og skørt det lyder, men det er mit speciale at forelske mig i tanken om mænd, uden overhovedet at kende dem. Det til trods, så føler jeg mig virkelig håbefuld for tiden, for første gang siden S. gik fra mig. Det vil sige for første gang i snart to år. Det skal nok gå. Jeg har endda en fornemmelse eller følelse af, at jeg snart vil være glad og forelsket i en sød mand igen, have en at dele mine dage, tanker, følelser og åndssvage idéer med. Det skal nok gå. Derudover går livet ok, tror jeg. Jeg er bare ugidelig, træt og trist her til aften. Kan ikke finde appetit, kan ikke finde koncentration til studielæsning, kan ikke finde humør til at være helt vågen. Lytter til musik og omfavner den udefinerbare klump jeg har siddende i brystkassen i stedet.