FØRSTE OKTOBER

Hele verden føles rar i dag. Nok er det gråt og køligt udenfor, men gårsdagens lykke sidder stadig og varmer lige i hjertekuglen. I går strålede solen om kap med hele universet, der var blå, blå, blå himmel og fine København var smukkere end længe. Ved firetiden mødtes jeg med min virkelig, virkelig søde studieveninde A, og efter et kort stop ved mig, så gik vi afsted over Frederiksberg mod Vesterbro. Gik og gik og gik, og snakkede og kiggede på stort og småt. Vi gik ad Vesterbrogade, rundt om en af søerne, og da vi endelig nåede frem til Hovedbanegården fandt vi et halvdårligt, overbetalt pizzasted med Jordens sløjeste salatbar og spiste os kvalme i dej og ost. Og så nåede vi frem til aftenens (årets) højdepunkt, den længe ventede aften i Bremen Teater, hvor vi skulle se Jonatan Spangs Danmark. Hvilket var omtrent Jordens sjoveste måde at bruge sin aften på. Vi (og alle andre publikumer) grinte uafbrudt hele vejen igennem og kiggede længselsfuldt på den pæne, sjove, søde mand på scenen (ok, det ved jeg ikke om alle publikumer gjorde, men A og jeg var sygt dygtige til det). Hold op, det var en god aften altså. Og så hjem til mig, fnise-tøse-snakke med hjerter i øjnene (vi er faktisk voksne) om aftenens største og vidunderligt afklædte overraskelse, for derefter at falde i søvn og sove som døde. Det er åbenbart virkelig hårdt at grine og måbe så meget. Og nu, nu er A lige taget hjem, efter at vi har brugt formiddagen på hygge, uniopgaveskrivning og radiolytning. Og jeg er glad. Virkelig, virkelig glad.