ÉT ÅR

Så kom dagen, dagen jeg har frygtet i et helt år, netop fordi det var det, som den repræsenterede. Min mormor har været væk i et år nu. Et helt år har jeg overlevet hendes død, og det er store sager, når jeg i virkeligheden aldrig troede at mormor kunne dø, eller at jeg ville kunne overleve det, hvis hun alligevel gjorde. Og det gjorde hun, for ét år siden i dag, og straks efter klokken 14:12 dengang tittede solen frem og skinnede mig i ansigtet gennem bilruden, som vi kørte til hospitalet for at se hende en sidste gang nogen sinde. Jeg savner hende mere end ord nogen sinde vil kunne beskrive, men jeg har overlevet. Og i dag har min mor og jeg brugt dagen på at mindes og snakke, læst hendes dagbøger, tudet, besøgt hendes gravsted flere gange og, da klokken atter slog 14:12, tudet lidt mere og krammet langt og længe. Jeg græder også, som jeg skriver dette nu, men som min mor og jeg talte om, så var det som om, at en ring lukkedes i dag. Nu er der gået et år, og vi klarede den, vi er her stadig, og vi har hinanden, og vi savner og elsker hende akkurat så meget som vi altid har gjort og altid vil gøre, og det er okay. På en måde var det der føltes mest underligt i dag, at vi ikke havde det mere underligt, for det var bare endnu en dag uden hende, lidt mere tid til eller fra, men på en eller anden måde skal det nok gå det hele.

To ting der var vigtige i dag, var da min mor mindede mig om, hvordan min mormor sagde Emma da jeg den 26. kom for at sige farvel sidste år. Hun kunne intet, min mormor, hun var allerede forsvundet, men da jeg kom hen til hende hørte jeg det, som en sidste kraftanstrengelse, som var det hendes sjæl der sagde det gennem den helt bevidstløse krop. Jeg fatter ikke at jeg siden hen har kunne glemme det, for det betød alt i hele verden at hun registrerede at jeg var hos hende til sidst. Mormor er min evige soulmate, det ved jeg og det snakkede vi også om dengang hun var her, og at hun en sidste gang orkede at sige mit navn vil jeg elske og mindes for evigt nu. Den anden vigtige ting var, da min mor i vores omfavnelse i dag fortalte mig, hvor stærk jeg er. At jeg er stærkere end jeg selv tror. Hun var i foråret meget, meget bange for, om jeg ville klare det. Om jeg kunne overleve at miste mormor, og jeg har også selv følt det umuligt, men det lykkedes. På en eller anden måde skal det nok gå det hele.