LIFE LATELY

Oldemors begravelse gik godt. Det var en usædvanlig smuk og frostklar fredag den 22., og det hele forløb i og for sig rigtig fint. Men jeg holder aldrig helt op med at finde det sygt, at vi sådan hejser vores elskede ned i jorden og begraver dem, når de ikke længere lever.

Derudover, så har jeg som nævnt ferie nu. Dagene går stille og roligt, jeg læser, ser film, rydder lidt op, hænger med C. og havde også min kusine på besøg i weekenden. Og så gruer jeg for mine eksamensresultater og prøver at tænke andre tanker, men samtidig er min roomies kæreste praktisk talt flyttet ind. Det har jeg det ikke superpissefedt med. Jeg ved godt, at jeg er MEGET følsom, især overfor lyde, men jeg kan vitterligt ikke holde det ud meget længere. Det er som om at jeg er gæst i mit eget hjem, og de fylder helt vanvittigt meget i lejligheden, både fysisk, men især psykisk. Al den larm, al den brug af vores fælles arealer, der gør at jeg sidder indelukket på mit værelse altid, og hverken kan tisse, bade eller lave mad når jeg ønsker. Åh. Jeg ved godt at det er ubrugeligt brok, og jeg spilder mit liv på at give det så meget plads, men jeg har det fysisk ubehageligt over ikke at kunne trække vejret ordentligt i mit eget hjem, som var deres larm en fysisk eksistens der langsomt fylder lejligheden op indtil der ikke er plads til mig længere.

I morgen tager jeg heldigvis hjem til mine forældre. Både for at få fred fra lejlighedssituationen herinde, men også fordi jeg bare elsker at hænge ud med dem. Det kan godt være at de ikke har ferie, men så kan jeg bruge mine dage på at læse og stene lidt i provinsen, inden uni går løs igen om en uge, og så hygge med dem hver fyraften alligevel. Og så er onsdag også årsdagen for mormors sidste sekund her på jorden. På en eller anden måde er der i overmorgen gået et år siden jeg sidst så, rørte, kyssede min elskede mormor. Og bare tanken nu lader tårerne trille, så min mor og jeg skal bare være sammen på onsdag. Have lov til at tude og kramme hinanden og mindes og have det nederen i fred. Jeg orker vitterligt ingenting, kan slet ikke overskue at skulle igennem den dag, men når nu det sker, så skal det bare være med min mor.

Jeg skal ikke kunne afvise at ovenstående har noget med det at gøre, for jeg er mildest talt nok ikke helt rolig indeni lige for tiden, men jeg kom til at tænke på i dag, at jeg simpelthen ikke kan forestille mig hvordan jeg skal have en kæreste. Lige så sjovt som jeg har haft det med mænd i december, lige så meget orker jeg dem ikke nu. Jeg nåede ellers lige at blive optimistisk, at huske hvor nemt det er at være ung og single og nyde, at mænd bare er mænd, og man kan hvad man vil med dem, men så vendte det igen. Jeg lader mig irritere af bagateller, jeg nægter at virke needy og bliver i stedet afvisende, og længes så men kan ikke finde ud af at sige det. Ham der virkede god for mig vil jeg ikke have, ham der bestemt ikke er god for mig, vil jeg virkelig gerne have fat i igen. Jeg er træt af mænd, og måske også lidt træt af mig selv, lige nu. Jeg burde ikke give så hurtigt op altså. Men det jeg tænkte var, at jeg virkelig, virkelig ikke kan forestille mig, at jeg skulle have en kæreste. Jeg kan sgu da ikke finde ud af at have en kæreste, mand. Mit længste forhold varede ikke engang ét år, og når alt kommer til alt, så kan jeg ikke forestille mig at skulle være så tryg og åben over for en der ikke var mig selv, som et forhold kræver. Jeg vil gerne, men jeg ved fandeme ikke om jeg kan. Jeg har aldrig tænkt på, at det ikke er en selvfølge med mand og børn og bryllup og lykkelig familiefremtid. Det har altid bare været noget, som jeg vidste ville komme en dag. Men det gør det jo ikke bare nødvendigvis. Der er jo nogen der aldrig stifter familie, aldrig finder den store kærlighed. Og det gør mig faktisk vildt urolig, selvom jeg ikke engang er fyldt 22 år. Og så er jeg bange for, at den urolighed stråler igennem og virker desperat, og på den måde bliver selvforstærkende. Hvis alt går megapisse galt, så føder jeg bare selv 100 unger og får mig 17 hunde og en kat, så. Det er jo ikke umuligt. 

Det er noget sjosk, dette indlæg, men jeg trængte lige til at nedfælde mine tanker, for at prøve at danne et overblik. Og så skulle jeg alligevel have tiden til at gå, mens roomies kæreste er i bad, indtil jeg kan komme ud og tisse. Hurra for fucking mænd, for at bo åndssvagt, for at være ung og forvirret.