Sidste fredag fyldte jeg 22 år. Og jeg havde den bedste og smukkeste fødselsdag. Årets hidtil varmeste dag, jeg spiste kun yndlingsmad (og havde flag i alting jeg spiste), og slappede først af alene, hyggede så med verdens bedste C. og endelig tog jeg hjem til min storebror med mine forældre og min lillebror, hvor jeg fik de dejligste gaver og havde den fineste aften med dem, jeg elsker. Købepizza og hjemmelavet lagkage, snak, grin og Dobble-spil. Og jeg var lykkelig helt ind i kernen, da mine forældre satte mig af hos mig selv klokken 23:30. Kunne mærke lykke, omsorg og kærlighed ind i hver en knogle i min krop.
Klokken 6:30 næste morgen ringede min mor og vækkede mig, for grædende at fortælle at min morfar var gået bort. Og således ramlede min verden sammen igen. Fra min mor lagde på og til de kom forbi og hentede mig, ved jeg ikke helt hvad jeg lavede. Hyperventilerede, græd, højlydt og meget, fik gjort mig lidt klar til at gå ud ad døren. Og så var de her, og vi tog ud på hospitalet for at sige farvel en sidste gang. Min søde, søde, søde, rolige, lille morfar. For lille så han ud, som han lå der, sovet ind, kold, hård og bleg. Men på en eller anden måde lykkedes det, et kys på panden, strøg over kinden, "god tur, elskede morfar". Og nu græder jeg igen. Han var indlagt fordi det pludselig var blevet åbenlyst at hans hjerte var slidt og gammelt. Eller slidt i hvert fald, 75 år er ikke gammelt nok. Men han ventede jo bare på operationsplaner og samtaler om mandagen. Det var aldrig meningen at han skulle dø natten til lørdag i stedet. Derfor er vi alle mere eller mindre i chok nu. Nok mest meget i chok. I onsdags blev han bisat, i et hav af blomster og tårer. Det var en hård dag, men nu er der kun tilbage at forstå og acceptere virkeligheden for os efterladt. Men fire dage mellem død og bisættelse er alt, alt for kort tid. Jeg kan slet ikke følge med eller forstå hvad der er sket. At vi har sagt farvel for altid, at jeg aldrig skal se ham igen, høre hans blide, dybe stemme, mærke hans kys i panden, på kinden, hans store kram. Men nu er vi her. Den første uge post morfar i verden er allerede hændt. Og jeg forstår ingenting, og græder endnu mere.
Men i går aftes havde min mor og jeg en aftale om en koncert. Og vi valgte heldigvis stadig at tage afsted, pizzamiddag efterfulgt af Ásgeir Trausti og Teitur i Tivoli. Smukkere end smukt og koldere end koldt. Men mest smukt, og virkelig tiltrængt for os begge at slukke hjernen i et par timer, at fokusere på smuk musik, overvældende tørst og irriterende publikummer. Ting fra den lettere skuffe i livet. Det liv der, hånden på hjertet, oftere og oftere kan føles som en absurd joke eller ond test, sådan som mine elskede forsvinder gennem mine fingre i disse år. Morfar var den fjerde på under to år, og hver gang jeg igen mister en, skriger min sjæl "jeg kan ikke klare mere". Men så sker det igen. Det er udenfor min fatteevne, at vi mennesker kan klare de ting vi kan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar