ET INDRE I OPRØR

Det er som om sorgen over mormor er blevet mere fastgroet nu. Som om hun pludselig er den 'rutinerede' døde, nu hvor morfar også er gået bort, og man skal vænne sig til et liv uden ham. Det værste er, at jeg ikke har forstået eller bearbejdet morfars død. I de fire døgn der gik fra han døde til han blev bisat, lagde jeg alt min energi i en skriftlig eksamen med deadline et par timer inden hans bisættelse. Så tog jeg lige to dage med bisættelsen og sorg, og så skulle jeg i gang med forberedelse til den sidste mundtlige eksamen. Og forstå mig ret, jeg kan godt selv høre at det lyder sindssygt at fokusere på eksaminer, når man lige har mistet en. Men det var rart at have noget andet at fokusere på, og jeg ved med mig selv, at hvis jeg først slipper tøjlerne, så ryger jeg helt under. Og det gælder både eksaminer og sorgbearbejdelse. Så det var desværre enten eller, og jeg valgte at fokusere på eksaminerne, hvilket så har gjort, at jeg ikke føler, at jeg kan bearbejde morfars død nu. Jeg aner ikke hvordan jeg skal indse og forstå at han er væk. Hvordan jeg kan gennemgå de følelser jeg skal igennem, dem jeg burde have været igennem nu, eller være midt i. I stedet lever jeg bare lidt som normalt, og er ikke i stand til at fatte det. Men en ting er sikkert. Til hans bisættelse var jeg opløst. Endeløst grædende, sammen med mine brødre. Præsten talte om, at sorg bare er kærlighed uden modtager. Det kan jeg godt lide at tænke på. Og at det er klart, at man føler at man selv dør, når en man elsker gør det, fordi det netop er en del af en selv, en del af ens liv med vedkommende, som dør med personen der går bort. Det forklarer i hvert fald for mig, hvorfor man går rundt og føler sig halv, når man mister sine elskede.

I dagene op til i fredags, hvor min sidste eksamen lå, følte jeg mig helt vanvittig inden i. Som om jeg var lavet af tusindvis af små kugler i alle regnbuens farver, der bare farede rundt inden i mig, med lynets hastighed og uden at finde hvile. Jeg tænkte at det var en blanding af eksamensnerver og ubearbejdet sorg, at det ville gå over efter eksamen i hvert fald, fordi jeg så kunne fokusere på tabet af morfar. Men jeg er ikke så sikker længere, for det føles stadig sådan nu. Som om jeg er i et indre oprør, hvor ingenting kan stå stille eller finde ro længere. Jeg kan ikke være i mig selv. Men måske er det bare begyndelsen. Måske er det bare sådan det føles at være ung, i en verden fuld af muligheder og følelser, som man skal lære at navigere rundt i.