HEJ 2018

Det er årets fjerde dag i dag. År 2018. Det lyder simpelthen så smukt, det årstal.

Jeg har næsten så længe jeg kan huske frygtet nytåret. De uopnåelige forventninger til én aften, alle de uforenelige planer og så det faktum, at det ufrivilligt bliver en slags målestok i livet. Hvem af mine elskede er stadig i live, hvem er væk siden sidste år og åh gud, hvor jeg håber, at vi alle stadig er her næste gang klokken slår nytår. Der har været så sindssygt meget ubehag forbundet med nytåret og alt det ukendte forude, for mig. Og det er der på sin vis stadig, men i år gik det op for mig, at det ikke kun er dét længere. Selvom jeg helst ville strække julen til at vare flere måneder, så indså jeg i år, hvor meget jeg elsker starten af januar. Det føles som en lille tidslomme, hvor man første januar sjældent forventes at lave noget som helst andet, end at daske rundt i sin dyne på sofaen. Som var det næsten hele verdens helle, lige dén ene dag. Og så anden januar, der fyldes jeg med en sitren i kroppen, en slags forventningens glæde over det nye år, hvor foråret er det næste i rækken. Det føles som om, at hele verden holder vejret i spænding for det nye år, og jeg kan næsten mærke sommerfuglene fysisk i maven. Julepynten pakkes væk, hovedrengøringen klares og en helt ny, tom side foran sig.

Og så var 2017 forbi. Jeg vil faktisk ikke gøre så meget status over året, for det har været dejligt og okay og ikke umenneskeligt frygteligt, heldigvis. Jeg elsker stadig mit hjem her på kollegiet himmelhøjt. Jeg blev bachelor, som var det fedeste, og startede på kandidaten, som var det hårdeste nogensinde. Og mine forældre, min lillebror og jeg havde verdens bedste ferie i Frankrig. Og min lillebror blev student og min storebror uddannet matematik- og idrætslærer, og jeg tuder af stolthed over dem. Og så har der været en overvægt af vidunderlige venner og veninder, både helt gamle, og dem fra kollegiet og dem fra uni. Og så har der været B.. Mine nytårsforsæt for 2017 var, at jeg ville lære at elske at løbe (det gør jeg vist! Men det er begrænset hvor meget, fordi skinnebensbetændelse. Men jeg kan se fidusen i det nu, det er vidunderligt befriende at mærke, hvor stærk og sej min krop kan være), jeg ville have et job (jeg har søgt uanede mængder, blev kaldt til en jobsamtale som jeg droppede, søgte praktik i spandevis i stedet, og blev kaldt til hele tre samtaler, hvoraf jeg fik den ene praktikplads!) og slutteligt, så ville jeg give kærligheden en ærlig chance. Og det gjorde jeg sgu! Jeg var mere modig end længe, og jeg satsede først på én i foråret, som så viste sig at være en klaphat. Det gjorde mig absolut kun irriteret og ikke ondt, så følelserne der var nok for ubetydelige. Men så ud af det blå dukkede B. op i efteråret, og jeg har holdt ud og presset mig selv til at blive i det, selvom jeg, af en eller anden uforklarlig grund, ofte forsøger at sabotere og afslutte eventuelle forhold, inden de overhovedet findes. Jeg er godt klar over, at det kan lyde skørt og forkert at tvinge sig selv til at blive i en relation, men det er nu engang det, der virker for mig. Ellers er jeg alt, alt for hurtig til at lukke mulighederne ned. Og nu er vi her. B. er min kæreste og jeg er skide forelsket i ham, og han er både den mest irriterende og den mest vidunderlige mand, jeg længe har mødt. Vi holdt nytår sammen, ham og jeg og bedste C.. Først hos mig, og så videre til Nørrebro hos J.. Hen ad 2:30 luskede B. og jeg dog hjem til ham, og tilbragte så hele mandagen foran fjerneren med chips, cola og junk. Lige som det skal være.

Og nu er det altså årets fjerde dag. I skrivende stund sidder jeg med den første af mine reeksaminer. Jeg fik jo lavet en del inden jul, da jeg stadig satsede på den oprindelige deadline, så nu er det bare at fortsætte. Jeg vil helst være færdig den tolvte, så jeg kan tage en weekend fri hjemme hos min familie, og så har jeg passende en halv måned til den anden reeksamen, inden den står på praktik. Jeg tvivler lidt på, at jeg kan nå at gøre hele den anden eksamen færdig inden januar er ovre, men jeg får forhåbentlig også tid til at forberede mig yderligere, mens jeg er i praktik. Og så skal jeg bare ace den mundtlige eksamen sidst i februar.

Og ja, i år har jeg også et nytårsforsæt. Men kun ét: jeg vil bekymre mig meget, meget mindre.