FIRE ÅR, SYV NÆRE DØDSFALD

Så blev det søndag den 2. september. Slutningen på tre måneders sommerferie, der mest af alt har været fantastisk, men som sluttede absolut modsat. I forgårs, fredag den 31. august, på årets sidste sommerdag, mistede jeg min bedstemor. Den sidste af fem bedsteforældre, den eneste, som ikke var blodrelateret, men som ikke var elsket mindre af den grund. Og jeg har endnu engang så svært ved at fatte det, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Vi fik sagt farvel til hende aftenen før, da hun desværre ikke længere var ved bevidstheden, og knap et halvt døgn efter, sov hun stille ind hjemme hos sig selv. Det var uden tvivl en smuk måde at tage afsked med livet på, men ikke desto mindre er det lige så barskt som altid, når en elsket dør. Hvad der er helt sindssygt, er, at det var præcis fire år og én dag siden min elskede kusine L. gik bort. På de præcist fire år er vores familie blevet syv familiemedlemmer mindre. På fire fucking år har vi mistet syv elskede familiemedlemmer. Det er så vanvittigt, at jeg slet ikke kan rumme det. Når man medregner alle de andre dødsfald, der også har fyldt i de år blandt venner og bekendte, så er der ikke noget at sige til, at jeg har så svært ved at lægge døden fra mig. Den er allestedsnærværende i mit liv, enten i form af min evige dødsangst, eller i form af netop ægte dødsfald, der bliver ved og ved med at ske. Det er på én gang kaosagtigt og nærmest så velkendt, at det er skræmmende. Men jeg kender ingen måde at forhindre det på, så vi må bare blive ved med at tage til begravelser. Blive ved med at sørge, lære at leve med det, og samtidig passe på hinanden med hud og hår. Kære Bedste, tak for det liv vi har delt. Jeg håber, at du er lykkelig nu, hvor du har morfar hos dig igen. ♡