LIVET 2020

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at skrive løbende herinde, så alt ikke bliver en opsummering over længere tid hver gang. Men i virkeligheden er det jo blot, fordi livet har fart på. Og fordi jeg har travlt med at leve det.

I går holdt jeg endelig min kandidatreception, fordi nå ja, jeg er simpelthen blevet cand.mag. i dansk! Og det var på en måde en fejring af mange ting: At jeg blev færdiguddannet med et 10-tal på nettet den 14. april, at jeg siden den 1. april har været fastansat forlagsredaktør i mit absolutte drømmejob, at jeg siden slut maj har boet på vidunderlige Vesterbro i mit lille paradis og at vi endelig kunne samles en masse dejlige mennesker, ovenpå måneder med coronaafstand og -aflysninger. Min reception var egentlig planlagt til den 8. maj, men kunne af gode grunde ikke lade sig gøre dér. Og derfor blev det altså i går, i mine verdens bedste brødres gårdhave i Nordvest med 24 dejlige, magiske gæster, der gør mit liv så godt, som det er. Uden dem, ingen mig. Der var høj sol, skygge under et træ, kolde øl, flotte kager og smukke gaver. Og ikke mindst de dejligste gæster og den mest hjælpsomme familie. Det var absolut lige, som jeg havde drømt om og ønsket mig, med en afslappet havefest i 3-4 timer på en smuk eftermiddag.

Og der var som nævnt masser at fejre. Tænk, at jeg blev færdig. Tænk, at knap 6 års universitetsliv er et overstået kapitel. Det ramte ret hårdt, da det stod på, synes jeg. Da det var endegyldigt slut, og det samtidig betød, at jeg skulle flytte fra mit elskede kollegiehjem. Hold op, hvor har jeg grædt mange salte tårer over det. Men det magiske ved livet er jo, at det ligesom bare går videre. De skarpt definerede grænser og afslutninger er noget, som primært findes i vores hjerner, for i virkeligheden betyder det bare, at jeg fx går en anden vej hjem nu, og at jeg ikke tager hjem fra uni, men fra arbejde. Og jeg er lykkelig lige nu (og altid i frygt for at jinxe ...), for mit liv består i øjeblikket af, at jeg bor lige i smørhullet på Vesterbro med en sød roomie og en udlejer, der primært bor i Jylland, og ellers bare tuller rundt og passer mit liv. Går på verdens bedste arbejde hver dag, føler mig dygtig og på plads, hygger mig med mine skide søde kollegaer og udvikler mig på det felt, som jeg så inderligt elsker. Det er så vanvittigt priviligeret.

Det, der fylder mest i dag, er taknemmelighed. Inderlig, rørende taknemmelighed. Og teknisk set også en lille smule det faktum, at jeg i går fik at vide, at B., min ekskæreste fra sidste år, skal være far om et par måneder. Jeg ved godt, at alt han nogensinde har ønsket sig, er en familie. Og jeg ved godt, at jeg selv valgte, at han ikke skulle have den med mig. Men jeg ødelagde ham totalt i marts sidste år, da jeg trak stikket, og jeg har haft dårlig samvittighed i evigheder siden, og nu viser det sig, at under en måned efter, vi sidst snakkede sammen sidste sommer, havde han pludselig en ny kæreste, og kort efter det var hun pludselig gravid. Da jeg mødte ham igen i februar, havde de åbenbart lige fundet ud af det, men ikke sagt det til nogen. Måske var det derfor, han opførte sig så mærkeligt. Men det er en underlig fornemmelse, at ham, der var mit menneske, nu er så fuldt og helt en andens. Jeg fortryder ikke min beslutning, men det ramte mig hårdere, end jeg havde troet, at det ville. At han skal have et nyt lille menneske, at en del af ham bliver skabt og skal eksistere i verden, og jeg skal intet have med ham eller det at gøre. Det er okay og jeg er glad på hans vegne, men det føles eddermame også specielt. I øvrigt er min første ekskæreste, C., blevet gift her i foråret. Så alt i alt går det super for de mænd, jeg forlader, mens jeg selv bare sejler rundt ude af stand til at blive hovedkulds forelsket eller binde mig til nogen. Det bør jeg nok gøre noget ved snart.

DET FINESTE ÅR

Så for søren. Så gik der lige næsten et år. Et år, hvor jeg har været så meget i den virkelige verden, at jeg ikke fandt det nødvendigt at bruge tid her. Og det er sådan set fint nok, for jeg har stadig min instagram som en livsdagbog over store og små begivenheder. Men alligevel vil jeg gerne nedskrive nogle af årets begivenheder her, så de foreviges på skrift også.

I går var det et år siden, jeg gik fra B.. Og på en måde også et år siden, jeg tog skeen i den anden hånd, og satte mig selv først. Hvor egoistisk, det end måtte lyde. Men det var nødvendigt ad helvedes til. Jeg havde glemt mig selv i et væld af kompromisser og ønsker om at få noget til at fungere, som ikke skulle fungere. Derfor har det seneste år været tårevældende vidunderligt og præget af, at jeg har fundet mig selv igen. Jeg er mig selv nu. Jeg har passet og plejet mig selv med god træning og kost og tabt fem kilo. Og er blevet markant stærkere, sundere og gladere. Lykkeligere, faktisk. Det føles ubeskriveligt vidunderligt at passe så godt på mig selv.

Et andet gigantisk, magisk højdepunkt, var min interrailrejse med verdens bedste C. i sommers. Knap en måned, 5 vidunderlige byer og følelsen af at vokse en meter, fordi jeg gjorde det, jeg altid har drømt om, men fandeme ikke turde. Fordi dødsangst, terrorfrygt, seperationsangst ift. min familie og tryghedsnarkoman. Men jeg gjorde det! Vi gjorde det! Og det var på ingen måde udelukkende fedt, for vi er forskellige som nat og dag og måtte tage en kamp, der nu virker definerende for vores venskab. Det med at rumme hinanden, trods misbrug, vaner, viljer og så videre. I al fald: et fucking magisk eventyr med mit livs kærlighed, verdens bedste C.

Og nå ja, så har de seneste knap 9 måneder stået i specialets tegn. Et speciale, som skal afleveres lige om lidt, 31. marts 2020, og som jeg nærmest, næsten, lige om lidt er færdig med. Helt færdig med, og det føles som et livsværk af en art, for det er min faglige stolthed, min interesse, mit elskede danske litteratur og min yndlingsforfatter kogt ned til (forhåbentlig snart!) 60 sider. Har teknisk set skrevet 15 for meget, men mangler kun at skære fem fra endnu, så jeg er næsten ved vejs ende. Og intet af det var muligt uden bedste specialebuddy A. og det faktum, at man kvit og frit kunne udskyde specialet tre måneder og let og elegant ignorere den første deadline, som lå nytårsaften. Aldrig i livet, om jeg havde kunne aflevere noget brugbart allerede der. Men om en uges tid kan jeg. Og i løbet af april får jeg så en karakter, der samtidig markerer en epokes afslutning. Shit hvor har jeg elsket at gå på uni, og hold fast, hvor er de knap seks år gået uvirkelig stærkt. Jeg kan slet ikke fatte det, og jeg er rørt til tårer af vemod og stolthed, når jeg tænker på, at jeg lige om lidt (HVIS ALT GÅR VEL) er færdiguddannet cand.mag. i dansk litteratur.

Hvad jeg ellers får dagene til at gå med, bortset fra specialeskrivning og præmievindende selvpleje (hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg, for jeg har det fucking godt), er mit verdens bedste forlagsarbejde. Som lige om lidt bliver endnu bedre. I december ringede min daværende chef nemlig og kunne fortælle, at min ene kollega havde fået nyt job og sagt op. Derfor ville hun høre, om jeg mon ville fastansættes på fuldtid, når jeg var færdig på studiet? Det spørgsmål var måske det nemmeste, jeg nogensinde har svaret på (og efterfølgende virkelig grædt af glæde over!). 1. april, dagen efter jeg afleverer mit speciale, starter jeg som forlagsredaktør. Direkte fra uni til min drømmestilling. Og så endda som humanist!

Som det nok lyder af ovenstående, så har jeg det godt og det går godt. Og det er en vindende kombination, der føles så strålende indefra, at jeg nogle gange må knibe mig i armen. Og alligevel er jeg i disse dage skiftevis håbefuld og decideret bange, nedtrykt og angst. Det er svært at sætte ord på, fordi situationen er så uvant og uvirkelig, men virkeligheden er, at Danmark er lukket ned. Vi er alle i gang med en kamp mod Coronavirus, som gør, at de fleste af os er isolerede i selvvalgt karantæne. For at undgå selv at blive smittet, men lige så vigtigt for at undgå at vi uvidende smitter andre, som er udsatte nok til at miste livet, eller i det mindste lægge et enormt pres på sundhedssektoren, som vil få svært ved at bære det. Kina har gennemlevet et mareridt, som Italien de seneste uger har været midt i, og jeg er rædselsslagen for, at det også ender sådan i Danmark. At folk vil dø, fordi der ikke er ressourcer nok til at redde alle. At sundhedspersonalet må vælge og vurdere fx alder for at beslutte, hvem de skal satse på at holde i live. Det er den største krise i en fredstid, Danmark har set i utallige år. Og den største krise i mit og min families liv, idet ingen af os har gennemlevet verdenskrige fx. Så mange som muligt arbejder hjemmefra - mig og min far inklusive - andre afspadserer som min mor, så mange som muligt holder sig inde og hjemme. Min storebror er hos sin kæreste, mine forældre har hinanden derhjemme, min lillebror er ved at gå ud af sit gode skind i kedsomhed i Nordvest, og jeg sidder her på Amager. Konstant indelukket alene på 6. sal, på nær når jeg lige støder ind i en ude i fælleskøkkenet, hvor ingen rigtig opholder sig lige nu. Det går mestendels fint, for jeg kan godt lide at være hjemme, og jeg ville alligevel være i specialehi nu, selv hvis verden var normal. Men det er uendeligt hårdt, at jeg ikke må eller kan se min familie. At vi ikke kan samles og kramme hinanden. Ikke fordi vi har udgangsforbud (7-9-13), men fordi det er for stor en risiko. Vi kan alle være smittebærere uden at vide det, og jeg kan ikke leve med, hvis vi får smittet hinanden. Mine forældre er snart 60, så de er i virkeligheden i risikogruppen. Og selv os unge er vist ikke helt sikre længere, for man hører mere og mere om sunde og raske ofre, der rammes sindssygt hårdt. Foreløbigt er landet lukket ned og i undtagelsestilstand i to uger, hvoraf vi er midt i den første nu. Men alle snakker om, at de to uger slet, slet ikke er nok til at overvinde Corona, og ingen ved, om det er månedsvis eller i et år, vi skal kæmpe mod virussen. Og det er uvisheden om, hvor længe livet skal være sådan her, der gør det så uendeligt hårdt.

Men i dag skinner solen, så i dag er jeg håbefuld. Også selvom jeg ikke kan gå ud, selvom det er noget af det, jeg længes allermest efter. Eller jeg må godt alene, men jeg vil ikke løbe risikoen. I stedet facetimer vi på snapchat, både mig og mine brødre og forældre og ser hinanden på den måde. Men den dag, jeg kan holde dem i min favn igen, bliver fuldkommen magisk.

TILBAGE TIL NUL

I dag er det knap halvanden måned siden, at jeg gik fra B. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det slet ikke har været svært og hårdt, for det har det virkelig. Men jeg er også stadig (ret) sikker på, at det er det helt rigtige. Ja, der skal slibes kanter og man skal tilpasse sig hinanden, men der er også grænser for, hvor langt man kan strække sig, hvis man skal forblive sig selv. Og det gjaldt os begge to.

Nogle gange tænker jeg på, om jeg mon nogensinde kan elske nogen så højt og ubetinget, som jeg elsker mine forældre og brødre. Jeg er ikke sikker på at det er muligt for mig, men det håber jeg virkelig, for ellers vil en fremtidig kæreste altid stå i skyggen af dem, og det er virkelig ikke fair. Jeg vil virkelig ønske, at jeg en dag finder en, som jeg elsker absolut lige så højt og ubetinget som dem (... og at han så har det på samme måde med mig, selvfølgelig). Og at han er sjov og rolig.

Men i hvert fald ligger landet sådan nu, at jeg snart fylder 25 år, og jeg skal til at starte helt forfra. Hele fremtiden var lige der med B., jeg skulle bare række ud og tage fat i den. Jeg kunne bare have flyttet ind, vi kunne bare have droppet præventionen, virkeligheden kunne være en helt anden lige nu. Og i stedet gik jeg fra ham, og slog mig selv tilbage til nul. Mit lod lige nu er vel egentlig, at jeg må leve med de smertefulde og dejlige minder fra tiden med B., men også pakke dem lidt væk, så jeg kan komme videre.

På de mest lyse tidspunkter mærker jeg en enorm trang til og glæde over, at jeg igen er single. Jeg er midt i tyverne, og jeg er fuldkommen fri til at gøre det, som jeg selv vil. Jeg vil virkelig gerne nyde det nu, virkelig udnytte og elske det, så jeg ikke igen føler, at jeg går glip af noget, når jeg en dag er i et forhold igen. Det er den klassiske med græsset og den anden side, for mens jeg jo elskede B., og mest var glad og tryg ved vores fremtidsudsigter, så følte jeg mig også for fastlåst. Jeg længedes efter at komme UD, være ung og vild og opleve grineren ting med fremmede mennesker, uden at skulle stå til ansvar bagefter.

På de mere dystre tidspunkter har jeg både mærket håbløsheden og følelsen af aldrig at gide kærlighed mere, fordi det gør for ondt, ikke er det værd og alligevel ikke holder. Følelsen af aldrig at gide en anden mand igen. Og samtidig er der også usikkerheden og ensomheden. Frygten for at være alene for evigt, fordi ingen simpelthen passer til mig, eller jeg ikke passer til nogen som helst. Det er klart det hårdeste, når disse følelser og tanker finder frem til min bevidsthed, men heldigvis virker det til, at det overvejende er den positive, relative glæde, der vinder frem, som tiden går.

I bund og grund er jeg optimistisk. Det er stadig et kæmpe stort, uoverskueligt og smertefuldt skridt at forestille sig, at jeg skal kunne kysse en ny, være sammen med en ny, og på den måde slette B. fra min krop og mine læber, som jo har været hans så længe (altså, nej, det er 100 % min krop, og kun min! Men han har jo haft eksklusivt adgang til den, hvis man kan sige det sådan). Men jeg tror også, at det snart er nødvendigt.

EN AFSLUTNING

I mandags gik jeg fra B. Sådan endeligt, så vidt jeg ved. Der er en verden til forskel fra sidste gang, jeg skrev herinde. Sidst jeg skrev, var jeg endelig kommet ud af tvivlen, og jeg var helt sikker på, at jeg elskede ham. Og det gjorde jeg virkelig også. Og det gør jeg også stadig, men så meget har ændret sig siden da.

Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte og slutte, men når alt kommer til alt, så er vi for forskellige. Min modvillighed i starten, den konstante tvivl det første års tid og alle de gigantiske, heftige skænderier om stort set alt her til sidst taler for sig selv. Det er, som om vi ikke længere er de samme, som vi forelskede os i. Han kunne ikke længere bøje og bukke sig for mig, og det krævede jeg heller aldrig, men det var det han gjorde, for at få os til at passe sammen. Men det knækkede ham til sidst, for man kan vitterligt ikke ændre sig så meget for et andet menneske. Og jeg kunne ikke være i det længere. Kærligheden var fantastisk, men meget blev også for trangt til mig. Jeg kan ikke lægge bånd på mig selv, for ikke at gå over hans grænser, når hans grænser netop krævede, at jeg ændrede min adfærd til hans velbehag. Jeg ved stadig ikke om det giver mening. Hverken teksten her, eller hvor vi nu står, ham og jeg. Jeg elsker ham, men jeg vil ikke være kærester med ham længere. Ikke som han er nu, med vrede, mistro og de tusinde andre ting, som jeg ikke længere kan holde ud. Men jeg sørger ad helvedes til over alle de forliste fremtidsplaner, over alle vores smukke minder, over at det ikke længere skal være ham og mig, over at han ikke længere er min. Det gør ondt på en helt vanvittig måde. Så nu er vi her. Ude på den anden side, på en måde. Vi har overlevet i snart en uge, uden at være kærester med hinanden. Og vi har grædt og talt, og vi græder og taler og skriver stadig, og hjælper ligesom hinanden igennem det, håber jeg. Det håber jeg virkelig.

AT BEARBEJDE

Der er mange ting, der mangler at falde på plads. Sådan føles det. Eller måske ikke mange, men i hvert fald store ting. Vigtige ting.

Jeg har det på mange måder virkelig dejligt for tiden. Efteråret har været særpræget smukt og mildt. Jeg har fået et studiejob på min tidligere praktikplads, hvilket i sig selv er noget af det største, der er sket for mig. Et vigtigt trin på stigen mod drømmearbejdslivet. Og så har B. og jeg lige fejret årsdag, og jeg kan med fuldkommen ærlighed og uden en snert af tvivl sige, at jeg virkelig elsker ham. Det første år har været hårdt, og jeg har virkelig været i tvivl, fordi man skal slibe og slibes, for at tilpasse sig hinanden. Men nu er vi her, jeg elsker ham ubeskriveligt og han er den bedste. Jeg har mine brødre og mine forældre, de vigtigste mennesker i mit liv. Jeg har C., der stadig er mere min anden halvdel, end min veninde, selvom vi vitterligt snart ikke kan være mere forskellige.

Men samtidig er der de store ting, der kokser rundt i maven og i brystkassen. Der skramler ind i alt det gode. Og det kan beskrives med to ord, angst og død, og det kan koges endnu mere ind til blot ét: døden. Døden er med mig altid, både i form af den konstante og meget virkelighedstro angst for at miste mine elskede hvert eneste sekund, men også i form af den klaustrofobiske uvirkelighedsfølelse jeg får, når jeg kommer lidt for tæt på et angstanfald og indser, at vi alle skal dø. At jeg aldrig vil kunne undgå, at mine elskede dør. At jeg en dag selv er ingenting. Og det er svært bare at skrive det, fordi det prikker til de ubehagelige tanker og til den angst, der altid ligger på lur inden i og har hede ønsker om at vælte mig.

Men døden er jo også med mig helt konkret og alt for ofte, de seneste fire år. Jeg har svært ved at forstå, at I. rent faktisk er død. At det rent faktisk endte sådan, at hun ikke stadig er i live og kæmper, og nok skal klare den. Og helt på samme måde har jeg det med min bedstemor. Jeg kan ikke bearbejde hendes død, fordi jeg ikke forstår den. Fordi jeg ikke kan tro på, at det endte sådan. Det var først, da vi besøgte hende på Amager Hospital i sommers, at jeg indså, at det virkelig var alvorligt. At hun pludselig var skrøbelig og så syg ud, at fremtiden ikke bare var positiv, men uvis. Og så sad jeg der på sengekanten i en halv time med hendes hånd i min, og vi strøg over hinandens håndrygge med vores tommelfingre, nærmest mekanisk og uafbrudt, mens vi talte om løst og fast, og vi sagde alle fire, at nu skulle hun bare se at få det bedre, så hun kunne komme hjem og vi rigtig kunne hygge os igen. Og jeg troede på det, og det tror jeg også, at Bedste gjorde.

Jeg husker stadig følelsen af en mavepuster, da mor ringede og sagde, at vi skulle ud og sige farvel til Bedste, fordi der ikke var lang tid igen nu. Og så kom al forvirringen og vreden angående besøgsmuligheden og andres selvvalgte førsteret, så vi først fik lov at sige farvel, da hun var uden for bevidsthed. Jeg ved ikke præcist hvorfor, men jeg kan ikke bearbejde det. Hverken morfars eller Bedstes død. Med L. var det pludseligt og alt, alt for tidligt og forfærdeligt, så det fyldte det hele. Med mormor så vi langsomt sygdommen vælte hende, og vi var med hende konstant i de sidste par år, hvorfor hendes død også fyldte uendeligt meget. Men morfar og Bedste er bare pludselig forsvundet, mens resten af livet er rullet videre. Måske er det derfor, det stadig nogle gange overrasker mig, at jeg har mistet dem. Men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne bearbejde det.

ET STJERNESKUD OG EN SKY

Hver aften, lige inden jeg går i seng, kigger jeg op på himlen. Den er ofte skyet, men når den ikke er, så kan jeg se mine elskede stjerner. Det er ikke mange jeg kan se, fordi lysforureningen er relativt massiv over Amager, ligesom ved enhver anden større by(del). Af den grund har jeg også altid tænkt, at stjerneskud var umulige at opdage fra mit udkigspunkt. Men jeg står der for at se alt det smukke, som er deroppe. Og så står jeg der, fordi jeg tror, at de af mine elskede, der ikke længere er her nede på Jorden hos mig, nu er deroppe. Ikke oppe i himlen i den kristne forstand, men oppe blandt stjernerne. At de er stjernerne nu. Så hver aften står jeg og kigger ud og op på mine elskede stjerner og mine elskede elskede. Og når skyerne tillader det, så er det altid det smukkeste, jeg ved.

Få dage efter Bedstes død stod jeg som sædvanlig i mit vindue. Jeg kiggede op og talte til mine elskede, i særdeleshed her Bedste, som nu var nyeste medlem deroppe. Og hen over himlen, lige præcis hvor jeg havde fæstnet mit fokus, strøg det fineste stjerneskud. For mig var det Bedste, eller endda alle mine elskede, der gav tegn fra sig. At de er deroppe, at de lytter og følger med hernede. Akkurat som dengang, hvor det en aften var helt overskyet, men et hul pludselig opstod i skyen i form af et hjerte, lige mens jeg talte til min mormor.

Jeg ved sagtens, at der konstant opstår tilfældigheder i verden. At det, som jeg tillægger betydning, er det rene nonsens for andre. Men det gør det ikke mindre fint for mig, at disse oplevelser kun er til mig. Og jeg håber, at mine efterladte, når det engang bliver relevant, ved, at jeg vil være dér, hvor de har brug for at finde mig. I et stjerneskud eller et hjerteformet hul i en sky. Det er mig, hvis de har brug for et tegn, ligesom jeg ved, at det var mine elskede, der lod mig vide, at de stadig findes et sted deroppe.

EN BISÆTTELSE

I dag har været en lang dag. Tung og sørgelig, men samtidig fyldt med kærlighed. Elskede Bedste blev bisat her til eftermiddag, og det var så lig morfars bisættelse for to år siden, at det næsten var ubærligt. Det ville det være i sig selv også, for Bedste er elsket og savnet uendeligt, men det var som morfars bisættelse part to. Hvilket i og for sig også var smukt, for de hørte sammen, og nu er de sammen igen. Som om deres genforening var afslutningen på de to år, der er gået siden morfars død. Men det var smukt, og det var forfærdeligt, og jeg er fuldkommen mørbanket nu. Må I hvile i fred og følge med fra hvor end I nu er, sammen igen. ❤

FIRE ÅR, SYV NÆRE DØDSFALD

Så blev det søndag den 2. september. Slutningen på tre måneders sommerferie, der mest af alt har været fantastisk, men som sluttede absolut modsat. I forgårs, fredag den 31. august, på årets sidste sommerdag, mistede jeg min bedstemor. Den sidste af fem bedsteforældre, den eneste, som ikke var blodrelateret, men som ikke var elsket mindre af den grund. Og jeg har endnu engang så svært ved at fatte det, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Vi fik sagt farvel til hende aftenen før, da hun desværre ikke længere var ved bevidstheden, og knap et halvt døgn efter, sov hun stille ind hjemme hos sig selv. Det var uden tvivl en smuk måde at tage afsked med livet på, men ikke desto mindre er det lige så barskt som altid, når en elsket dør. Hvad der er helt sindssygt, er, at det var præcis fire år og én dag siden min elskede kusine L. gik bort. På de præcist fire år er vores familie blevet syv familiemedlemmer mindre. På fire fucking år har vi mistet syv elskede familiemedlemmer. Det er så vanvittigt, at jeg slet ikke kan rumme det. Når man medregner alle de andre dødsfald, der også har fyldt i de år blandt venner og bekendte, så er der ikke noget at sige til, at jeg har så svært ved at lægge døden fra mig. Den er allestedsnærværende i mit liv, enten i form af min evige dødsangst, eller i form af netop ægte dødsfald, der bliver ved og ved med at ske. Det er på én gang kaosagtigt og nærmest så velkendt, at det er skræmmende. Men jeg kender ingen måde at forhindre det på, så vi må bare blive ved med at tage til begravelser. Blive ved med at sørge, lære at leve med det, og samtidig passe på hinanden med hud og hår. Kære Bedste, tak for det liv vi har delt. Jeg håber, at du er lykkelig nu, hvor du har morfar hos dig igen. ♡