LIVET 2020

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at skrive løbende herinde, så alt ikke bliver en opsummering over længere tid hver gang. Men i virkeligheden er det jo blot, fordi livet har fart på. Og fordi jeg har travlt med at leve det.

I går holdt jeg endelig min kandidatreception, fordi nå ja, jeg er simpelthen blevet cand.mag. i dansk! Og det var på en måde en fejring af mange ting: At jeg blev færdiguddannet med et 10-tal på nettet den 14. april, at jeg siden den 1. april har været fastansat forlagsredaktør i mit absolutte drømmejob, at jeg siden slut maj har boet på vidunderlige Vesterbro i mit lille paradis og at vi endelig kunne samles en masse dejlige mennesker, ovenpå måneder med coronaafstand og -aflysninger. Min reception var egentlig planlagt til den 8. maj, men kunne af gode grunde ikke lade sig gøre dér. Og derfor blev det altså i går, i mine verdens bedste brødres gårdhave i Nordvest med 24 dejlige, magiske gæster, der gør mit liv så godt, som det er. Uden dem, ingen mig. Der var høj sol, skygge under et træ, kolde øl, flotte kager og smukke gaver. Og ikke mindst de dejligste gæster og den mest hjælpsomme familie. Det var absolut lige, som jeg havde drømt om og ønsket mig, med en afslappet havefest i 3-4 timer på en smuk eftermiddag.

Og der var som nævnt masser at fejre. Tænk, at jeg blev færdig. Tænk, at knap 6 års universitetsliv er et overstået kapitel. Det ramte ret hårdt, da det stod på, synes jeg. Da det var endegyldigt slut, og det samtidig betød, at jeg skulle flytte fra mit elskede kollegiehjem. Hold op, hvor har jeg grædt mange salte tårer over det. Men det magiske ved livet er jo, at det ligesom bare går videre. De skarpt definerede grænser og afslutninger er noget, som primært findes i vores hjerner, for i virkeligheden betyder det bare, at jeg fx går en anden vej hjem nu, og at jeg ikke tager hjem fra uni, men fra arbejde. Og jeg er lykkelig lige nu (og altid i frygt for at jinxe ...), for mit liv består i øjeblikket af, at jeg bor lige i smørhullet på Vesterbro med en sød roomie og en udlejer, der primært bor i Jylland, og ellers bare tuller rundt og passer mit liv. Går på verdens bedste arbejde hver dag, føler mig dygtig og på plads, hygger mig med mine skide søde kollegaer og udvikler mig på det felt, som jeg så inderligt elsker. Det er så vanvittigt priviligeret.

Det, der fylder mest i dag, er taknemmelighed. Inderlig, rørende taknemmelighed. Og teknisk set også en lille smule det faktum, at jeg i går fik at vide, at B., min ekskæreste fra sidste år, skal være far om et par måneder. Jeg ved godt, at alt han nogensinde har ønsket sig, er en familie. Og jeg ved godt, at jeg selv valgte, at han ikke skulle have den med mig. Men jeg ødelagde ham totalt i marts sidste år, da jeg trak stikket, og jeg har haft dårlig samvittighed i evigheder siden, og nu viser det sig, at under en måned efter, vi sidst snakkede sammen sidste sommer, havde han pludselig en ny kæreste, og kort efter det var hun pludselig gravid. Da jeg mødte ham igen i februar, havde de åbenbart lige fundet ud af det, men ikke sagt det til nogen. Måske var det derfor, han opførte sig så mærkeligt. Men det er en underlig fornemmelse, at ham, der var mit menneske, nu er så fuldt og helt en andens. Jeg fortryder ikke min beslutning, men det ramte mig hårdere, end jeg havde troet, at det ville. At han skal have et nyt lille menneske, at en del af ham bliver skabt og skal eksistere i verden, og jeg skal intet have med ham eller det at gøre. Det er okay og jeg er glad på hans vegne, men det føles eddermame også specielt. I øvrigt er min første ekskæreste, C., blevet gift her i foråret. Så alt i alt går det super for de mænd, jeg forlader, mens jeg selv bare sejler rundt ude af stand til at blive hovedkulds forelsket eller binde mig til nogen. Det bør jeg nok gøre noget ved snart.