DET FINESTE ÅR

Så for søren. Så gik der lige næsten et år. Et år, hvor jeg har været så meget i den virkelige verden, at jeg ikke fandt det nødvendigt at bruge tid her. Og det er sådan set fint nok, for jeg har stadig min instagram som en livsdagbog over store og små begivenheder. Men alligevel vil jeg gerne nedskrive nogle af årets begivenheder her, så de foreviges på skrift også.

I går var det et år siden, jeg gik fra B.. Og på en måde også et år siden, jeg tog skeen i den anden hånd, og satte mig selv først. Hvor egoistisk, det end måtte lyde. Men det var nødvendigt ad helvedes til. Jeg havde glemt mig selv i et væld af kompromisser og ønsker om at få noget til at fungere, som ikke skulle fungere. Derfor har det seneste år været tårevældende vidunderligt og præget af, at jeg har fundet mig selv igen. Jeg er mig selv nu. Jeg har passet og plejet mig selv med god træning og kost og tabt fem kilo. Og er blevet markant stærkere, sundere og gladere. Lykkeligere, faktisk. Det føles ubeskriveligt vidunderligt at passe så godt på mig selv.

Et andet gigantisk, magisk højdepunkt, var min interrailrejse med verdens bedste C. i sommers. Knap en måned, 5 vidunderlige byer og følelsen af at vokse en meter, fordi jeg gjorde det, jeg altid har drømt om, men fandeme ikke turde. Fordi dødsangst, terrorfrygt, seperationsangst ift. min familie og tryghedsnarkoman. Men jeg gjorde det! Vi gjorde det! Og det var på ingen måde udelukkende fedt, for vi er forskellige som nat og dag og måtte tage en kamp, der nu virker definerende for vores venskab. Det med at rumme hinanden, trods misbrug, vaner, viljer og så videre. I al fald: et fucking magisk eventyr med mit livs kærlighed, verdens bedste C.

Og nå ja, så har de seneste knap 9 måneder stået i specialets tegn. Et speciale, som skal afleveres lige om lidt, 31. marts 2020, og som jeg nærmest, næsten, lige om lidt er færdig med. Helt færdig med, og det føles som et livsværk af en art, for det er min faglige stolthed, min interesse, mit elskede danske litteratur og min yndlingsforfatter kogt ned til (forhåbentlig snart!) 60 sider. Har teknisk set skrevet 15 for meget, men mangler kun at skære fem fra endnu, så jeg er næsten ved vejs ende. Og intet af det var muligt uden bedste specialebuddy A. og det faktum, at man kvit og frit kunne udskyde specialet tre måneder og let og elegant ignorere den første deadline, som lå nytårsaften. Aldrig i livet, om jeg havde kunne aflevere noget brugbart allerede der. Men om en uges tid kan jeg. Og i løbet af april får jeg så en karakter, der samtidig markerer en epokes afslutning. Shit hvor har jeg elsket at gå på uni, og hold fast, hvor er de knap seks år gået uvirkelig stærkt. Jeg kan slet ikke fatte det, og jeg er rørt til tårer af vemod og stolthed, når jeg tænker på, at jeg lige om lidt (HVIS ALT GÅR VEL) er færdiguddannet cand.mag. i dansk litteratur.

Hvad jeg ellers får dagene til at gå med, bortset fra specialeskrivning og præmievindende selvpleje (hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg, for jeg har det fucking godt), er mit verdens bedste forlagsarbejde. Som lige om lidt bliver endnu bedre. I december ringede min daværende chef nemlig og kunne fortælle, at min ene kollega havde fået nyt job og sagt op. Derfor ville hun høre, om jeg mon ville fastansættes på fuldtid, når jeg var færdig på studiet? Det spørgsmål var måske det nemmeste, jeg nogensinde har svaret på (og efterfølgende virkelig grædt af glæde over!). 1. april, dagen efter jeg afleverer mit speciale, starter jeg som forlagsredaktør. Direkte fra uni til min drømmestilling. Og så endda som humanist!

Som det nok lyder af ovenstående, så har jeg det godt og det går godt. Og det er en vindende kombination, der føles så strålende indefra, at jeg nogle gange må knibe mig i armen. Og alligevel er jeg i disse dage skiftevis håbefuld og decideret bange, nedtrykt og angst. Det er svært at sætte ord på, fordi situationen er så uvant og uvirkelig, men virkeligheden er, at Danmark er lukket ned. Vi er alle i gang med en kamp mod Coronavirus, som gør, at de fleste af os er isolerede i selvvalgt karantæne. For at undgå selv at blive smittet, men lige så vigtigt for at undgå at vi uvidende smitter andre, som er udsatte nok til at miste livet, eller i det mindste lægge et enormt pres på sundhedssektoren, som vil få svært ved at bære det. Kina har gennemlevet et mareridt, som Italien de seneste uger har været midt i, og jeg er rædselsslagen for, at det også ender sådan i Danmark. At folk vil dø, fordi der ikke er ressourcer nok til at redde alle. At sundhedspersonalet må vælge og vurdere fx alder for at beslutte, hvem de skal satse på at holde i live. Det er den største krise i en fredstid, Danmark har set i utallige år. Og den største krise i mit og min families liv, idet ingen af os har gennemlevet verdenskrige fx. Så mange som muligt arbejder hjemmefra - mig og min far inklusive - andre afspadserer som min mor, så mange som muligt holder sig inde og hjemme. Min storebror er hos sin kæreste, mine forældre har hinanden derhjemme, min lillebror er ved at gå ud af sit gode skind i kedsomhed i Nordvest, og jeg sidder her på Amager. Konstant indelukket alene på 6. sal, på nær når jeg lige støder ind i en ude i fælleskøkkenet, hvor ingen rigtig opholder sig lige nu. Det går mestendels fint, for jeg kan godt lide at være hjemme, og jeg ville alligevel være i specialehi nu, selv hvis verden var normal. Men det er uendeligt hårdt, at jeg ikke må eller kan se min familie. At vi ikke kan samles og kramme hinanden. Ikke fordi vi har udgangsforbud (7-9-13), men fordi det er for stor en risiko. Vi kan alle være smittebærere uden at vide det, og jeg kan ikke leve med, hvis vi får smittet hinanden. Mine forældre er snart 60, så de er i virkeligheden i risikogruppen. Og selv os unge er vist ikke helt sikre længere, for man hører mere og mere om sunde og raske ofre, der rammes sindssygt hårdt. Foreløbigt er landet lukket ned og i undtagelsestilstand i to uger, hvoraf vi er midt i den første nu. Men alle snakker om, at de to uger slet, slet ikke er nok til at overvinde Corona, og ingen ved, om det er månedsvis eller i et år, vi skal kæmpe mod virussen. Og det er uvisheden om, hvor længe livet skal være sådan her, der gør det så uendeligt hårdt.

Men i dag skinner solen, så i dag er jeg håbefuld. Også selvom jeg ikke kan gå ud, selvom det er noget af det, jeg længes allermest efter. Eller jeg må godt alene, men jeg vil ikke løbe risikoen. I stedet facetimer vi på snapchat, både mig og mine brødre og forældre og ser hinanden på den måde. Men den dag, jeg kan holde dem i min favn igen, bliver fuldkommen magisk.