JULEN 2013

Jeg har haft en dejlig jul. En jul der dog har været påvirket af savn, jf. forrige indlæg, men som derved også har budt på vidunderlige gensyn med familie og venner. Og min kæreste. Som jeg i skrivende stund stadig er sammen med, som i: vi klarede det, de fire måneder fra hinanden. Men han skal stadig afsted for de næste 6 måneder, hvilket efterlader mig med hul i hjertet og urolighed i kroppen. For det her gensyn var fantastisk, og jeg er grådig efter mere, vil have ham hos mig hele tiden, kysse hans vidunderlige læber og bare være sammen med ham. Hvilket jeg virkelig også må være mens jeg kan, for den femte januar rejser han fra mig igen. Og denne gang som sagt i længere tid, og mens jeg ikke selv er beskæftiget på samme måde, som jeg ellers var i de forrige fire måneder, da vi begge var au pairs. Nu er det kun ham. Og jeg elsker ham mere end nogen sinde, kunne ligge indviklet i ham for evigt føler jeg. Jeg ved godt at det er lige lovligt uproduktivt hvis det rent faktisk skete, men for helvede. Forrig aften lå vi i timevis her i min seng, lyttede til musik på min elskede radio, selvom vi måske ikke så meget lyttede, som vi i stedet brugte musikken til camouflerende baggrundsstøj. Længe leve at være hjemmeboende stadig (skriver jeg nu, kun 19 og et halvt år gammel. Måske jeg først har råd til at flytte når jeg fylder 30, ingen ved det, kh. fattigrøven). Men virkelig, at ligge i hans arme i timevis, kysse, være forelskede, mærke hans hud, hele hans krop under mine fingerspidser endelig igen, mærke hans hænder overalt på mig, være virkelig barnligt fjollede og bare have det vidunderligt. Jeg elsker ham, og det gør latterligt ondt egentlig. Usikkerheden på fremtiden, især når vi ikke er ældre.

Natten til den 28., efter han lige var taget hjem skrev jeg til mig selv, at når jeg ikke er sammen med ham i virkeligheden i længere tid, så glemmer jeg hans lethed. Hvordan hans væsen bare er ærligt, kærligt og ukompliceret. På afstand knuses jeg over hvordan han simpelt og uden udtalt at have mig med i sin fremtid fortæller om alle sine fremtidsplaner i et andet land og en by i den anden ende af Danmark. Men så snart jeg ligger i hans arme igen, så mindes og forstår jeg at det ikke nødvendigvis behøver at være så tragisk og kompliceret. At han sagtens kan bo et sted og jeg et andet, uden at vores os nødvendigvis skal ophøre med at eksisterer. Når vi ligger i armene på hinanden er verden simpel fordi jeg har ham hos mig, jeg er mere lykkelig end på så mange andre tidspunkter og mere mig selv. Vi er nærmest barnligt dumme og fjollede og det er befriende som vi bringer det frem i hinanden, som vi ligger der, helt nøgne, tætte, frie og lykkelige og sammen. Der kan verden bare komme an, for jeg har S. hos mig. Og han har mig, ubetinget. Vi er gode for hinanden, tror jeg. Vores fælles barnlige lykke og forelskelse. 

Men nu må vi se. Følelserne og tankerne om det hele kan ændre sig, for begge vores vedkommende. Og jeg kommer aldrig til at vide hvad et andet menneske tænker helt inderst inde, heller ikke S. Men for nu, måske kun for nogle timer, dage, uger eller måneder, der er jeg glad.

Men min jul var dejlig, virkelig dejlig, når alle var samlet igen, selv min elskede mormor, der pt. er lidt mere rask end hun har været hele det sidste halve år. Jeg håber evigt på bedring, og helst permanent. Men ingen kender jo livet før det er levet.