AV

I går havde jeg brændstof, ord og tårer nok til at skrive i tusinde år, men i dag går det (7-9-13) lidt bedre. Det blev kun til nogen dage mere at jeg var glad (hvor-fucking-når holder jeg op med at begå hybris for helvede), og så sent som sidst jeg skrev herinde, blot nogen timer før det skete, havde jeg skrevet om de lorteting der kunne ske i 2014. Så ja, nu er første lorteting sket, og det endda rimlig hurtigt og heftigt efter det nye års start. S gik fra mig, mere uventet end jeg havde regnet med. Og det gør jo latterligt ondt.

Selvfølgelig viste jeg godt at muligheden var der. Muligheden for at han ikke ville mere, ville være logisk (modsat min fortrængende tilgang) i forhold til fremtiden. I morgen rejser han tilbage til Tyskland for de næste seks måneder, og så kommer han hjem og  flytter til en by i den anden ende af Danmark for at studere. Så ja, det har aldrig set skide lyst ud. Jeg tror bare at en naiv, elskende del af mig tænkte, at nu havde vi klaret fire måneder fra hinanden, så kunne vi også klare det næste. Men bottomline er jo bare, at han ikke elsker mig længere. For hvis han gjorde, havde han været villig til at give det den chance, som jeg satsede på. Og selvom det gør ondt kan jeg ikke fortænke ham i det. Jeg elsker ham bare stadig lidt endnu, indtil jeg kommer videre. Og det ved han også godt. Og det er vel okay.
For lidt over et år siden stod jeg delvist i hans situation, da jeg gik fra C. Forskellen var nok bare at jeg aldrig havde følt det rigtige for C., mens S. og jeg (forhåbentlig) rent faktisk har haft det så dejligt som jeg har troet mens vi har været sammen. Ærligt talt, så ved jeg jo ikke en skid om S.'s tanker inderst inde, men jeg tror på at det har været ægte. Og jeg har været lykkelig. Og jeg vil komme til at savne ham af helvedes til i lang tid, men sådan er det.

I går brugte jeg formiddagen på at græde og kysse S. farvel. Så snart han var gået, lå jeg i sengen hele dagen. Græd mere eller mindre uafbrudt (det er seriøst ikke engang et tilfælde af 'overdrivelse fremmer forståelse', jeg græd virkelig hele dagen nærmest). Og jeg spiste ingenting, ville ingenting og forstod intet. Fik bedste veninde C. til at komme og kramme mig lidt om aftenen mens jeg tudede videre. Brugte hele dagen på også at prøve at lade være med at skrive til ham, men bukkede under om aftenen, da jeg lå helt alene i den seng hvor vi havde ligget 24 timer forinden og været lykkelige (troede jeg). Men det gjorde kun det hele bedre, endelig at skrive til ham, med ham, og få lidt afklaring. Han elsker mig bare ikke mere, og selvom det gør fucking ondt, så er det okay. Men som han siger, så er vi stadig glade for hinanden. Og det håber jeg virkelig bare at vi kan holde ud, begge to, at holde kontakten og forblive venner. At det ikke gør for ondt på mig, og at det ikke bliver for irriterende og omklamrende for ham. Kors i helvede, mand. Da jeg gik fra C. troede jeg, at jeg til hver en tid hellere ville gåes fra, end nogensinde at være bødlen igen, den der går fra en. Så ville jeg slippe for at føle mig så tarvelig, og jeg ville slippe for den stædige tvivl, tvivlen om man gjorde det rigtige, eller om man skal gå tilbage til den sårede, men næsten helt sikkert ventende ekskæreste. Men det her er så meget værre. Du er magtesløs, fravalgt, overrumplet. Kan ikke gøre andet end at være såret, have ondt over alt og prøve at forstå det. For du kan ikke ændre noget. Et kort øjeblik i går blev jeg sur. Så inderligt sur over at han havde ødelagt os. For selv hvis han kom tilbage nu, ville det aldrig blive det samme, jeg ville altid tvivle på ham. Og det er nok det værste, den magtesløshed man sidder med. Den magtesløshed der egentlig bare gør en til en sølle skid med hul i hjertet, hævede øjne og tårer der vælter ud, i hvad der føles som en uendelighed.

Det blev en lang, kvalmende og lommefilosoferende tekst det her. Men det var vist det jeg havde brug for, efter at have tænkt lidt mere. Men for fanden det gør ondt jo. Så ondt at jeg i går kun kunne hikse-fremstamme mellem gråden, at jeg aldrig gider møde en anden nu. Jeg ville kun have S. tilbage, gad ikke have nogen anden. Det gider jeg som sådan heller ikke nu. Det bliver nok ikke os igen, S. og jeg, det kan det ikke rigtig når det er ødelagt sådan her nu. Men jeg gider ikke møde en anden igen, orker fandeme ikke at have det sådan her lige foreløbig. Der er ingen gylden afslutning på det her, hverken et forhold eller denne tekst.