Jeg bliver til tider meget rørstrømsk, hvis den rigtige musik falder på det rigtige tidspunkt. Her til aften er det Bon Iver's Bon Iver album der gør det.
Jeg bliver rørt eller trist, føler mig fuld og tom inden i samtidig.
Jeg banker tit mig selv ned om mandagen og tirsdagen, det er i hvert fald min erfaring over de sidste par uger. Jeg er træt disse dage, står tidligt op og skal vænne mig til universitetslivet. Jeg nedtrykker mig selv, til jeg på vej hjem i toget føler mig uduelig, ukløgtig, ulidelig. Utjekket og ufin. Jeg synes pludselig, at jeg blot er et lille barn. Et lille bitte barn på 20 år. Det er jeg måske også bare. Men dér i toget, sidst på den lange mandag, der synes jeg pludselig, at jeg kan forstå hvorfor jeg ingen kæreste har, hvorfor jeg ikke særligt mange venner har, hvorfor fremmede ikke gider at lære mig at kende. Det er ikke særligt sjovt.
Der sker også meget i mit liv i øjeblikket. Intet står stille, alt forandres lige oven i hinanden. Universitetet virker alt for svært og for voksent til mig, nogen gange. Jeg ved ikke om jeg overhovedet er klar, om jeg nogensinde bliver klog nok til det. Jeg ved ikke hvornår denne periode, hvor jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke er god til at møde nye mennesker og derfor virkelig ikke er det, er ovre. Det er hårdt af helvedes til, også. Familien står heller ikke stille, én er forsvundet, én er svækket og syg, én er flyttet, forhåbentlig flytter jeg også snart, de andre er lige hvor de skal være, men jeg er så evigt bange for at miste folk. Miste hele min verden, briste i hjertet og dø inden i, inden jeg dør udenpå. Jeg er tit rigtig bange.
Jeg har verdens bedste familie, det ved jeg ikke om jeg nogensinde kan udtrykke klart nok. Det tror jeg ikke at man kan. Men jeg ville dø for dem, for evigt. Min mor siger, at jeg føler alt 10 gange tungere og mere, end de fleste andre. Jeg tror hun har ret. Jeg kan græde af knust hjerte, blot ved tanken om, at miste dem jeg elsker. På en helt almindelig formiddag, i en bus, kan jeg sidde og kæmpe med tårerne, fordi tanken pludselig strejfede mig, at jeg kan miste dem jeg elsker. Hvis jeg får en pludselig frygtelig fornemmelse af, at noget snart går galt. På samme måde, kan jeg lade tårerne sile, af helt inderlig lykke. Det hele kun frembragt, af mine egne kringlede, dybe, uendelige tanker.
Verden er underlig sådan. Også i den forstand, at det hele vender. Jeg har over de seneste år fået en virkelig hjerteskærende beskyttertrang over for mine forældre. Engang var jeg der bare, og de passede på mig, men nu er alt jeg vil, at pakke dem ind i vat og bomuld, og passe på dem i mit hjerte. De ser pludselig til tider så skrøbelige ud, ældre ud end nogensinde før. Trætte og triste, her i livets modgangsbølge. Jeg ved ikke hvad jeg nogensinde kan gøre, men det tynger mig og bekymrer mig.
På universitetet er jeg også bekymret. Hvor mine interesser før var mine vidunderlige skatte, litteraturen, sproget, ordene der kan flyde, så er det nu interesser jeg deler med alle mine medstuderende. Men i stedet for at føles skønt, som jeg havde regnet med, så føles det lige modsat. Jeg føler at der ligger en sten på mig, at jeg ikke tilnærmelsesvis nærmer mig de andres niveau. At det er en konkurrence, og mens de kan skrive en roman, et haiku digt og en analyse, samt en fonetisk omskrivning af hele svineriet i ét åndedrag, kan jeg kun puste dybt ud, tom luft i en fuld verden. Hvor er min plads mon? Vil jeg være god nok engang?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar