Jeg har brug for at blive elsket snart. Altså ikke familie og vennekærlighed, det har jeg, og det er uerstatteligt, men vi ved også alle, at det ikke er nok. Jeg har været alene i snart 9 måneder nu. Og det er for nogen ingenting, for andre helt utænkeligt. Jeg ved ikke hvad det er for mig, tiden er ligesom bare gået, først med at komme over S, og siden har der bare ikke været nogen der vakte min interesse. Jeg havde en sød kollega i en periode, men han havde en kæreste, og mere var der ikke i det. Han virkede bare som en utrolig sød person og var nem at snakke med. Så en anden sjov én, i byen, men også han havde kæreste. Og så én, som jeg tror måske er verdens sødeste (jeg forelsker mig let i en forestilling om andre), men han har selvfølgelig også en kæreste, og det gider jeg ikke prøve at hamle op med. De sødeste har bare altid kærester åbenbart. Alt i alt, så er jeg bare træt. Helt inderligt træt, træt af at stå uden en paraply under en sky der regner lort. Jeg har ikke bare lyst til en kæreste, men jeg har brug for en, en der kan være min anden halvdel, en jeg kan støtte og blive støttet af, en der gider holde paraplyen sammen med mig. Jeg trænger bare lidt til at blive elsket snart.
Til gengæld findes Friends altid, og det er heller ikke at kimse af, selvom man ikke kan ligge i ske med sit fjernsyn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar