Da jeg skrev første januar at jeg ville flytte hjemmefra i 2015, var det ønsketænkning. Men nu er det vist en realitet. Og jeg er så LYKKELIG og så BANGE, at jeg ved ikke hvad. Jeg er verdens største familiemenneske, så min hals snører sig sammen ved tanken om at jeg skal flytte fra min elskede familie, fra mit elskede værelse, fra mit barndomshjem. Men det er sådan livet gerne skal gå, og jeg VIL jo også gerne, så det skal nok blive godt. Jeg glæder mig.
Men samtidig skal man ikke gå og tro, at livet vil en det for lykkeligt. Min mormor er næsten væk nu. Hun er indlagt, tyndere end en pind, spiser ikke og har så ondt at hun bare ligger. Hun ligger bare og venter, vil ikke mere og kan mærke at det snart er slut. Og jeg er ved at dø med hende, jeg ved slet ikke hvordan jeg skal overleve hendes død, min elskede mormor. Jeg er så bange for at vi ikke får sagt farvel.
Jeg ved ikke hvorfor vi mennesker synes at livet er hårdt. Vi er aldrig blevet lovet andet, så livet er vel bare livet. Men at skulle se sine elskede dø væk fra en, indtil man en dag selv dør, dét er det mest vanvittige lort i hele universet. Livet er så absolut fucking sindssygt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar