MORMOR

Mandag den 12. januar var sidste gang jeg lige smuttede forbi mormor, mens hun var hjemme i sin fine lejlighed. Den 14. blev hun indlagt for at få justeret sin smertestillende medicin, og samme dag ringede jeg for at fortælle, at jeg havde fået det værelse jeg var inde og se på samme dag. Hun blev så lykkelig på mine vegne. Søndag den 18 var vi ude hos mormor på hospitalet. Hun havde meget ondt, men hun lignede sig selv med tøj, makeup og smykker, og vi talte sammen, men det var den dag, vi krammede hinanden for sidste gang. Sagde at vi elskede hinanden. Den 22. var jeg til eksamen, og ringede om eftermiddagen for at fortælle hvordan det var gået. Hun sagde godt at hun lå ned, og havde meget ondt, men hun lød helt som sig selv, sagde mange, mange, mange, mange, mange gange tillykke, og var så stolt, selvom jeg bare fik 4. Vi sagde at vi elskede hinanden. Fredag den 23. skulle vi bare lige forbi, men mormor lå tynd og afkræftet som aldrig før. Vi snakkede kort, fordi far og jeg skulle nå at hente noget, men mor blev hos mormor, og de fik snakket ud om livet. Mormor ville ikke mere nu, nu måtte smerten og det hele godt være ovre. Den 24. var mor derude lidt igen, men vi andre blev hjemme. Den 25. tog vi alle 5 forbi for at se til hende. Hun var helt svævende, orkede hverken at holde øjnene åbne eller sige særligt meget, helt, helt afkræftet. Men hun orkede at kysse mig farvel, og sendte luftkys retur, da jeg gik.

I går, den 26., tog jeg derud, direkte efter jeg havde underskrevet min lejekontrakt, og sad hos hende. Jeg sad hos hende næsten uafbrudt fra 18 til 21, holdt hendes hånd til jeg fik badekarsfingre af varmen og sveden. Hun var næsten helt væk, øjnene blinkede ikke på et eneste tidspunkt, og i løbet af de 3 timer gav de op, gik fra at fokusere lidt på mig når jeg talte, til bare at stene ud i intetheden. Vand i lungerne gjorde vejrtrækningen til en kamp, den konstante gurglen på grund af besværet, savlet der løb ud af mundvigen uden hindring. Jeg græd uendeligt, sad længe sammen med min mor, med hver vores hånd i hendes. Og så sagde jeg farvel, kyssede hendes pande, hendes hånd, søgte forgæves hendes blik, sagde tak for hele verden, at hun er det bedste menneske jeg har haft, universets bedste mormor, at jeg vil elske hende for evigt og savne hende for altid, lige til den dag vi ses igen i himlen. Og at jeg håbede at hun ville lytte og følge med oppefra, når jeg viser hende ting herefterdags og fortæller hende om hvad jeg har på hjerte. Og jeg brød sammen, og fulgte med mine brødre ned til min far i bilen, mens mor blev og sov på hospitalet. Og min storebror redte min lillebrors seng op, så vi tre søskende kunne sove på rad og række, med mig som mellemstebarnet i midten. Og jeg turde næsten ikke rejse mig da jeg vågnede, fordi jeg ikke ved hvornår vi nogensinde vil ligge sådan igen, men det var vidunderligt at føle mig så tryk og elsket af mine to verdens bedste brødre.

Og nu er vi så her. Det er tirsdag den 27. Jeg har lige været en sidste gang ude på hospitalet, hvor min mor og moster sidder med en af mormors hænder hver. Og hun er helt væk nu, halvtlukkede øjne, åben mund der langsommere og langsommere trækker vejret. Der er minutter igen, nok højest timer, tror de. Så jeg kyssede hende på panden igen, klemte hendes endnu varme hånd, aede hendes kind, og græd. Og hviskede farvel mormor. Og jeg kan ikke holde op med at tude, for hvert et øjeblik kan min mor ringe og sige, at nu er det sket, nu er hun taget afsted. Jeg kan slet ikke lave koblingen mellem den mormor jeg kender, min elskede, elskede mormor, der for bare et par dage siden var sig selv, til det menneske der ligger oppe på hospitalet nu og ånder sine sidste åndedrag. Jeg er ødelagt. Jeg elsker dig mormor. <3