MIN MORMOR ER SOLEN

Den 27. klokken 14:12 var hun væk. Forsvundet fra verden, og på samme tid endnu mere til stede alle steder, end nogen sinde før. Siden da har vi grædt. Jeg har været oppe og stryge hende på de kolde, bløde hænder for en sidste gang. Aet kinden, kysset panden. Jeg kan slet, slet ikke i virkeligheden fatte, at dette er min, vores, virkelighed nu. Et liv efter mormor. Jeg savner hende så meget at jeg har lyst til at rive og flå mine lunger ud, skrige og tude mig tør og hæs og væk. Og samtidig er det hele gået så utroligt fredeligt. Jeg har så meget at sige om det hele, og samtidig er jeg helt tom for ord. Men da vi en sidste gang kørte op på hospitalet til min mor og moster der ventede ved mormor, for at se hende og sige farvel, der skinnede solen så ufatteligt stærkt og smukt. Som var det mormor der lige ville sige "jeg er her stadig, jeg følger stadig med i jeres liv". Og tænk sig - det var for rigtig mange mennesker bare tirsdag, bare endnu en dag i ugen, og samtidig var det den værste dag i hele verden fordi jeg mistede halvdelen af mit hjerte, halvdelen af mig selv, og endnu samtidig lidt en fin, tiltrængt dag, fordi mormor endelig fik fred for sine smerter. Men jeg savner hende mere end ord kan beskrive, og jeg har endnu ikke helt indset at mormor ikke er hos mig mere. Det er så brutalt.