SURREALIST

Livet er faktisk bare virkelig surrealistisk, når man har mistet én, man elsker. Jeg nægter at acceptere virkeligheden, at mormor er væk, men samtidig har jeg ikke ringet eller skrevet med hende i over en måned nu, selvom hun stadig dukker op på min favoritliste på min iphone. Jeg ser hendes vase på mit gulv, hendes lampe i hjørnet af mit værelse. Jeg har lige set de samme ting stå på deres plads hjemme hos mormor, jeg kan stadig se det for mig, og nu er de uforklarligt nok her, hos mig, i stedet. Hendes ringe sidder på mine fingre, hendes billede i den nyindkøbte ramme kigger på mig, selvom hun på billedet ikke engang har øjenkontakt med linsen. Jeg kan alligevel føle blikket på mig. Og der er ingen forklaring på, hvorfor jeg har alle hendes ting hos mig nu, hvis ikke det skulle være fordi, hun ikke længere selv skal bruge dem. Kan bruge dem. Mormor sov ind med mit armbånd på, ét af de tre jeg gav hende i julegave i jul, vores sidste sammen. Vi spurgte hende alle flere gange på hospitalet, om det ikke skulle af, om det ikke generede hende, og alle de andre smykker var jo taget af. Men hun ville beholde det på. Det er sindssygt, hvordan det kan føles som om jeg dør, blot ved tanken om mormor. Tanken om, at hun ikke er hos mig. Jeg kan mærke mig selv dø mere og mere af sorg.