75

Natten til lørdag d. 23 maj vågnede jeg klokken lidt over 1:00. Jeg havde vækket mig selv, tvunget mig selv til i drømmen at råbe højere og højere, fordi jeg ville vågne i virkeligheden. Og således råbte jeg pludselig ikke kun nej i min drøm, men vækkede mig selv med et NEJ! Nej!. Og ikke kun mig selv, min storebror, som også var hjemme hos mine forældre, kaldte først på mig, og kom så ind for at se om jeg var okay. Det var bare et mareridt sagde jeg, mens jeg græd. Mille svarede okay, og sagde at jeg bare kunne komme ind til ham, hvis jeg ville. Det var sødt af ham, men jeg sagde ellers tak, og vi gik i seng igen. Hvilket vil sige, at jeg lå og hulkede lydløst i hvad der både føles som evigheder og få sekunder. Det var ikke bare et mareridt. Jeg havde drømt om mormor.

Jeg var faldet i søvn her hos mine forældre, men i drømmen lå jeg stadig vågen og kartede rundt, uden at kunne finde hvile eller ligge ordentligt. Da jeg endelig falder i søvn i drømmen, drømte jeg først, at jeg var i et indkøbscenter. Jeg stod og kiggede på en skærm med tasker på, ved siden af nogle elevatorer rundt om et hjørne. Pludselig genkender jeg lyden af høje hæle på gulvet, jeg vender mig og ser mormor komme gående og jeg løber de to-tre meter hen i favnen på hende. Og jeg er bevidst om at jeg drømmer (men ved dog ikke at det er en drøm i en drøm), men vi taler og jeg mærker hende og er bevidst om at nyde hende og lytte til hendes stemme og virkelig mærke hende i min favn. Og jeg siger åh mormor, jeg savner dig sådan hele tiden, og snakker med hende, og jeg nyder øjeblikket sammen med hende fordi jeg ved at det er en drøm og det er flygtigt. Og mormor siger åh Emma som hun altid gjorde,  jeg har aldrig haft det sådan her og jeg svarer nej og så er det hun siger jeg kan jo ikke dø fra dig. Og jeg tror det er dét, der gør så ondt, at jeg skriger nej igen og igen mens jeg omfavner hende. Og jeg ved at det er ved at ende og det hele gør så ondt, at miste hende igen, at jeg tvinger mig selv til at råbe højt nok til at vågne fra drømmen. Men jeg råber mig selv gennem begge drømme og vækker mig selv i virkeligheden, og bliver overrasket over at jeg rent faktisk har sovet, og dernæst knust over at mormor er blevet revet væk fra mig på ny. Men jeg havde hende lige hos mig igen, og det var virkeligt.

Det kan godt være at jeg lyder som en overtroisk idiot, men jeg ved at mormor var hos mig. Jeg ved at hun vel kunne mærke at jeg havde brug for hende (selvom jeg altid har brug for hende, hvert sekund, hver dag), mere end jeg selv vidste. Og jeg ved at jeg ikke bare drømte om hende, men at hun rent faktisk besøgte mig i mine drømme. Det var hendes valg. Det må lyde som noget værre lort for en udefrastående, men det gør noget ved et menneske at miste dem man elsker.

Jeg føler, at jeg har været ked af det siden den 30. august sidste år. Jeg har ikke rigtig følt mig som mig selv siden, og jeg er nærmest begyndt at føle mig syg i hovedet. Ikke på den der psykopatmåde, men ægte syg-inde-i-hovedet. Selvfølgelig har jeg ikke været lige ked af det hele tiden, og de fleste dage er jeg udadtil helt som jeg altid har været. Men siden jeg også mistede mormor den 27. januar i år har det været meget sort, og sorgen og tårerne er eskaleret. Og jeg kan mærke at jeg er begyndt at teste dem jeg elsker, især når jeg er fuld, hvorfor jeg synes det altid går rigtig meget ud over C. Men jeg kan ikke styre mig når jeg er fuld, og al min vrede og sorg flyder ud af mig med mine tårer, og jeg bliver urimelig og ulykkelig og led, og vil bare have at nogen viser at de elsker mig (selvom jeg ved at jeg er elsket), at nogen spøger hvordan jeg egentlig har det. For jeg har det ad helvedes til, men i hverdagen fortrænger jeg det. Jeg magter ikke at tage mig af min sorg, at erkende virkeligheden og bearbejde den, for den føles som et bundløst hul, og mit hverdagsmantra er blevet "jeg kan ikke, jeg kan ikke". Hver gang en lille bitte tanke om mormor, om livet inden hende og L var væk, sniger sig igennem til min bevidsthed, så er det dét, jeg messer inde i min hjerne til uendelighed, indtil vandstanden i mine øjne tilbagetrækker sig uden synlige spor for min omverden, og jeg igen kan fortsætte livet som Normale Emma. De må ikke se hvor ødelagt jeg er, for hvis jeg først lader tankerne komme til, så lader jeg tårerne komme til, og så stopper jeg aldrig med at græde igen. Og det er derfor jeg er begyndt at føle mig lidt syg i hovedet. Fordi jeg har alle de mange tanker jeg ikke kan holde ud, og fordi jeg ikke kan eller vil acceptere, at mormor er endegyldigt væk. Og det er derfor jeg er evigt taknemmelig for de fem mennesker der i større eller mindre grad ved hvordan jeg egentlig har det, og bliver ved med at tage sig af mig. Tak fordi I holder mine tårer, min vrede og min dumme, sorte, iturevne sjæl ud, når jeg endnu ikke er i stand til at tage mig af det.

I dag ville mormor være fyldt 75. Hvis ikke hun havde tabt kampen til kræften i januar, for fire måneder og to dage siden. Hendes første fødselsdag uden hende, og det føles så fucking forfærdeligt og uretfærdigt. På onsdag er det min fødselsdag, min første fødselsdag uden mormor. Og lidt efter kommer fars og så mors. Vores første fødselsdage uden mormor. Uden hendes hjemmedekorerede kort med udklip og klistermærker, med hendes mikro-skrift på både for- og bagside, fordi hun altid havde så meget at skrive. Og så kommer mine forældres sølvbryllup. Mormor ville så inderligt gerne leve til at være med den dag, for alt i verden, bare lige leve så længe til at fejre dagen med os. Men sådan blev det ikke, og nu ved jeg ikke hvem der skal holde tale til dem og blive irriteret når folk kommer med sjove kommentarer imens. Hvem der skal lave sød sang i yndige sangskjulere. Jeg kan ikke. Jeg elsker hende, jeg savner hende, jeg mangler hende. Tillykke med de 75 år min elskede, elskede, elskede, elskede, elskede mormor. Jeg drukner snart i mine egne tårer, og jeg håber at du har det vidunderligt i himlen. Tillykke med fødselsdagen ❤