Jeg har tænkt videre på det, som jeg skrev om sidst. Og jeg har tænkt over det før, har fundet gamle noter frem, og tænkt lidt videre igen. Det er det om den lykke. Og alle de splittede tanker, der forbinder sig med den. For der er så mange måder at leve livet på, og hvis det ikke nødvendigvis bliver som jeg altid har drømt om, så må man jo skabe sin egen lykke. Noget med enemor, donerbarn og hund. Det, har jeg en fornemmelse af, kan også blive rigtig, rigtig godt, og rigtigt, ikke mindst. Der er jo ikke én skabelon til lykke, og til tider, så ved jeg heller ikke selv hvad jeg ønsker mig. Ikke endnu i hvert fald.
Der er øjeblikke, hvor jeg savner en kæreste mere end noget andet, og så er der øjeblikke, hvor jeg føler, at jeg slet, slet ikke er færdig med at være ung, dum, fri og egoistisk. Der er øjeblikke, hvor jeg venter længselsfuldt på fremtiden, og så er der øjeblikke, hvor jeg nyder at være så forpligtelsesløs, som jeg er nu og slet ikke kan forestille mig det anderledes. Der er øjeblikke hvor jeg er så skruk og utålmodig, at jeg vil gøre hvad som helst for at blive mor nu, og så er der øjeblikke hvor jeg panikker ved tanken om alle de ting, som jeg gerne vil nå i min ungdom, inden jeg bliver mor.
Det må være det med, at græsset altid er grønnere på den anden side. Og at man skal lære at hvile i sine beslutninger og nyde nuet, mens det er her. De andre ting skal nok komme. Hver ting til sin tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar