FORÅRETS KOMME

Jeg har så mange ting, jeg gerne vil sige. Eller skrive. Have ud, i det mindste. Men jeg ved knap nok, hvor jeg skal begynde. 

Der er et virvar af tanker, der omtumler mig for tiden. Især om kærlighed, om livet og om mit eget værd. Straks, som jeg havde skrevet sidst, at jeg havde mødt én, og at det tegnede godt, men at det måtte gå, som det går; så gik det hele i stå. Jeg begår måske konsekvent hybris, ved at være for optimistisk, i mit ellers pessimistiske kærlighedssind. Jeg fortæller hurtigt veninder og familie, hvis jeg har mødt én, men også altid, at jeg ikke ved hvad det er endnu. Om det er noget. Men her var jeg for en gangs skyld mere optimistisk end ellers. Og fred være med det, så skulle det ikke være det her, med ham her. Men jeg begynder at frygte, at det måske aldrig bliver til noget med nogen. Da jeg var lille, tog jeg det for givet, at man blev forelsket i en dejlig mand engang og siden blev gift og stiftede familie. Men det står jo ikke i et facit, at sådan vil livet gå. Og det skræmmer mig ad helvedes til. For jeg vil ikke være alene for altid, og jeg vil jo egentlig ikke være alene længere lige nu heller. Men kærlighed er jo ikke et løfte fra livet. Der er ikke en garanti for, at man nogensinde bliver lykkelig.

Og så er der dage som i dag. Hvor solen oplyser hver en krog af dagen, hvor folk tumler ud på gaderne med lettede hjerter og hvor luften, duften, af forår er så virkelig og vidunderlig, at det er svært ikke at vokse et par centimeter, at smile lidt bredere og at åbne sit hjerte lidt mere. Det minder om, at sommeren nærmer sig. Med tæpper i parker og på strande, med læsepauser, is og vindruer, og solen bagende på sig, bare ben under nederdelen, lune briser gennem det løse hår og gåture gennem København, når byen er smukkest. Om lange aftener og kolde øl, efterfulgt af sløve morgener uden planer. Hele København flytter ud om sommeren, ud på gaderne, broerne, i parkerne og på strandene. Det hele bliver en ekstra dagligstue, og computerskærmen erstattes med virkeligheden, med grin og glade samtaler. Foråret lover, at det hele er på vej. 

Man kan sagtens være trist, selvom vejret er smukt. Men jeg håber at det bliver sværere, i takt med forårets komme. Og ellers, så har jeg altid mine forårs evige soundtrack, Veronica Maggio. Satan i gatan har jeg hørt hvert forår i snart seks år, og for nylig har jeg opdaget den smukke opfølger, albummet Handen i fickan fast jag bryr mig. Det er lykke på lyd ♡