Så gik der lige en måned og lidt til. Fyldt med liv og hverdag. Og i de seneste uger så meget eksamensskrivning. I skrivende stund sidder jeg også og arbejder. Og så lytter jeg til Stevie Wonders I just called to say I love you, og græder måske en lille bitte smule. Det er verdens fineste sang altså, og jeg bliver så lykkelig og rørt over den. Det er vitterligt som om, at man kan høre, hvor meget han mener hvert et ord. Så jeg græder, fordi jeg er glad. Men måske også fordi, jeg kommer til at tænke på dem, jeg ikke bare lige kan ringe til og sige at jeg elsker dem. Mormor havde fødselsdag i går. 77 år her på jorden, men de sidste tre af dem teknisk set i himlen. Jeg ønskede hende tillykke sent aftenen inden, og kiggede op på skyerne, der for hen over himlen. Og en af dem havde det fineste hjerteformede hul i. Og så græd jeg. Desuden er det på søndag et år siden min morfar pludselig gik bort. Og så gør eksamensperioder mig også bare ekstra følsom altid. Især denne, fordi det har været skide hamrende svært og hårdt. Og er, stadig. Men jeg kan næsten se mållinjen. Og hvis jeg består dem, så er jeg bachelor i dansk og kulturformidling. Hvis jeg består dem, altså. Jeg er et tårevældet vrag for tiden, kan man vist godt sige. Men mine døgn består også mest af panik hele dagen og eksamensskrivning hele natten, hvilket betyder at jeg ikke sover så imponerende meget. Ja. Jeg skal tilbage til opgaven. Seks sider endnu. Bare seks sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar