Hver aften, lige inden jeg går i seng, kigger jeg op på himlen. Den er ofte skyet, men når den ikke er, så kan jeg se mine elskede stjerner. Det er ikke mange jeg kan se, fordi lysforureningen er relativt massiv over Amager, ligesom ved enhver anden større by(del). Af den grund har jeg også altid tænkt, at stjerneskud var umulige at opdage fra mit udkigspunkt. Men jeg står der for at se alt det smukke, som er deroppe. Og så står jeg der, fordi jeg tror, at de af mine elskede, der ikke længere er her nede på Jorden hos mig, nu er deroppe. Ikke oppe i himlen i den kristne forstand, men oppe blandt stjernerne. At de er stjernerne nu. Så hver aften står jeg og kigger ud og op på mine elskede stjerner og mine elskede elskede. Og når skyerne tillader det, så er det altid det smukkeste, jeg ved.
Få dage efter Bedstes død stod jeg som sædvanlig i mit vindue. Jeg kiggede op og talte til mine elskede, i særdeleshed her Bedste, som nu var nyeste medlem deroppe. Og hen over himlen, lige præcis hvor jeg havde fæstnet mit fokus, strøg det fineste stjerneskud. For mig var det Bedste, eller endda alle mine elskede, der gav tegn fra sig. At de er deroppe, at de lytter og følger med hernede. Akkurat som dengang, hvor det en aften var helt overskyet, men et hul pludselig opstod i skyen i form af et hjerte, lige mens jeg talte til min mormor.
Jeg ved sagtens, at der konstant opstår tilfældigheder i verden. At det, som jeg tillægger betydning, er det rene nonsens for andre. Men det gør det ikke mindre fint for mig, at disse oplevelser kun er til mig. Og jeg håber, at mine efterladte, når det engang bliver relevant, ved, at jeg vil være dér, hvor de har brug for at finde mig. I et stjerneskud eller et hjerteformet hul i en sky. Det er mig, hvis de har brug for et tegn, ligesom jeg ved, at det var mine elskede, der lod mig vide, at de stadig findes et sted deroppe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar