AT BEARBEJDE

Der er mange ting, der mangler at falde på plads. Sådan føles det. Eller måske ikke mange, men i hvert fald store ting. Vigtige ting.

Jeg har det på mange måder virkelig dejligt for tiden. Efteråret har været særpræget smukt og mildt. Jeg har fået et studiejob på min tidligere praktikplads, hvilket i sig selv er noget af det største, der er sket for mig. Et vigtigt trin på stigen mod drømmearbejdslivet. Og så har B. og jeg lige fejret årsdag, og jeg kan med fuldkommen ærlighed og uden en snert af tvivl sige, at jeg virkelig elsker ham. Det første år har været hårdt, og jeg har virkelig været i tvivl, fordi man skal slibe og slibes, for at tilpasse sig hinanden. Men nu er vi her, jeg elsker ham ubeskriveligt og han er den bedste. Jeg har mine brødre og mine forældre, de vigtigste mennesker i mit liv. Jeg har C., der stadig er mere min anden halvdel, end min veninde, selvom vi vitterligt snart ikke kan være mere forskellige.

Men samtidig er der de store ting, der kokser rundt i maven og i brystkassen. Der skramler ind i alt det gode. Og det kan beskrives med to ord, angst og død, og det kan koges endnu mere ind til blot ét: døden. Døden er med mig altid, både i form af den konstante og meget virkelighedstro angst for at miste mine elskede hvert eneste sekund, men også i form af den klaustrofobiske uvirkelighedsfølelse jeg får, når jeg kommer lidt for tæt på et angstanfald og indser, at vi alle skal dø. At jeg aldrig vil kunne undgå, at mine elskede dør. At jeg en dag selv er ingenting. Og det er svært bare at skrive det, fordi det prikker til de ubehagelige tanker og til den angst, der altid ligger på lur inden i og har hede ønsker om at vælte mig.

Men døden er jo også med mig helt konkret og alt for ofte, de seneste fire år. Jeg har svært ved at forstå, at I. rent faktisk er død. At det rent faktisk endte sådan, at hun ikke stadig er i live og kæmper, og nok skal klare den. Og helt på samme måde har jeg det med min bedstemor. Jeg kan ikke bearbejde hendes død, fordi jeg ikke forstår den. Fordi jeg ikke kan tro på, at det endte sådan. Det var først, da vi besøgte hende på Amager Hospital i sommers, at jeg indså, at det virkelig var alvorligt. At hun pludselig var skrøbelig og så syg ud, at fremtiden ikke bare var positiv, men uvis. Og så sad jeg der på sengekanten i en halv time med hendes hånd i min, og vi strøg over hinandens håndrygge med vores tommelfingre, nærmest mekanisk og uafbrudt, mens vi talte om løst og fast, og vi sagde alle fire, at nu skulle hun bare se at få det bedre, så hun kunne komme hjem og vi rigtig kunne hygge os igen. Og jeg troede på det, og det tror jeg også, at Bedste gjorde.

Jeg husker stadig følelsen af en mavepuster, da mor ringede og sagde, at vi skulle ud og sige farvel til Bedste, fordi der ikke var lang tid igen nu. Og så kom al forvirringen og vreden angående besøgsmuligheden og andres selvvalgte førsteret, så vi først fik lov at sige farvel, da hun var uden for bevidsthed. Jeg ved ikke præcist hvorfor, men jeg kan ikke bearbejde det. Hverken morfars eller Bedstes død. Med L. var det pludseligt og alt, alt for tidligt og forfærdeligt, så det fyldte det hele. Med mormor så vi langsomt sygdommen vælte hende, og vi var med hende konstant i de sidste par år, hvorfor hendes død også fyldte uendeligt meget. Men morfar og Bedste er bare pludselig forsvundet, mens resten af livet er rullet videre. Måske er det derfor, det stadig nogle gange overrasker mig, at jeg har mistet dem. Men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne bearbejde det.