EN AFSLUTNING

I mandags gik jeg fra B. Sådan endeligt, så vidt jeg ved. Der er en verden til forskel fra sidste gang, jeg skrev herinde. Sidst jeg skrev, var jeg endelig kommet ud af tvivlen, og jeg var helt sikker på, at jeg elskede ham. Og det gjorde jeg virkelig også. Og det gør jeg også stadig, men så meget har ændret sig siden da.

Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte og slutte, men når alt kommer til alt, så er vi for forskellige. Min modvillighed i starten, den konstante tvivl det første års tid og alle de gigantiske, heftige skænderier om stort set alt her til sidst taler for sig selv. Det er, som om vi ikke længere er de samme, som vi forelskede os i. Han kunne ikke længere bøje og bukke sig for mig, og det krævede jeg heller aldrig, men det var det han gjorde, for at få os til at passe sammen. Men det knækkede ham til sidst, for man kan vitterligt ikke ændre sig så meget for et andet menneske. Og jeg kunne ikke være i det længere. Kærligheden var fantastisk, men meget blev også for trangt til mig. Jeg kan ikke lægge bånd på mig selv, for ikke at gå over hans grænser, når hans grænser netop krævede, at jeg ændrede min adfærd til hans velbehag. Jeg ved stadig ikke om det giver mening. Hverken teksten her, eller hvor vi nu står, ham og jeg. Jeg elsker ham, men jeg vil ikke være kærester med ham længere. Ikke som han er nu, med vrede, mistro og de tusinde andre ting, som jeg ikke længere kan holde ud. Men jeg sørger ad helvedes til over alle de forliste fremtidsplaner, over alle vores smukke minder, over at det ikke længere skal være ham og mig, over at han ikke længere er min. Det gør ondt på en helt vanvittig måde. Så nu er vi her. Ude på den anden side, på en måde. Vi har overlevet i snart en uge, uden at være kærester med hinanden. Og vi har grædt og talt, og vi græder og taler og skriver stadig, og hjælper ligesom hinanden igennem det, håber jeg. Det håber jeg virkelig.