I dag er det knap halvanden måned siden, at jeg gik fra B. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det slet ikke har været svært og hårdt, for det har det virkelig. Men jeg er også stadig (ret) sikker på, at det er det helt rigtige. Ja, der skal slibes kanter og man skal tilpasse sig hinanden, men der er også grænser for, hvor langt man kan strække sig, hvis man skal forblive sig selv. Og det gjaldt os begge to.
Nogle gange tænker jeg på, om jeg mon nogensinde kan elske nogen så højt og ubetinget, som jeg elsker mine forældre og brødre. Jeg er ikke sikker på at det er muligt for mig, men det håber jeg virkelig, for ellers vil en fremtidig kæreste altid stå i skyggen af dem, og det er virkelig ikke fair. Jeg vil virkelig ønske, at jeg en dag finder en, som jeg elsker absolut lige så højt og ubetinget som dem (... og at han så har det på samme måde med mig, selvfølgelig). Og at han er sjov og rolig.
Men i hvert fald ligger landet sådan nu, at jeg snart fylder 25 år, og jeg skal til at starte helt forfra. Hele fremtiden var lige der med B., jeg skulle bare række ud og tage fat i den. Jeg kunne bare have flyttet ind, vi kunne bare have droppet præventionen, virkeligheden kunne være en helt anden lige nu. Og i stedet gik jeg fra ham, og slog mig selv tilbage til nul. Mit lod lige nu er vel egentlig, at jeg må leve med de smertefulde og dejlige minder fra tiden med B., men også pakke dem lidt væk, så jeg kan komme videre.
På de mest lyse tidspunkter mærker jeg en enorm trang til og glæde over, at jeg igen er single. Jeg er midt i tyverne, og jeg er fuldkommen fri til at gøre det, som jeg selv vil. Jeg vil virkelig gerne nyde det nu, virkelig udnytte og elske det, så jeg ikke igen føler, at jeg går glip af noget, når jeg en dag er i et forhold igen. Det er den klassiske med græsset og den anden side, for mens jeg jo elskede B., og mest var glad og tryg ved vores fremtidsudsigter, så følte jeg mig også for fastlåst. Jeg længedes efter at komme UD, være ung og vild og opleve grineren ting med fremmede mennesker, uden at skulle stå til ansvar bagefter.
På de mere dystre tidspunkter har jeg både mærket håbløsheden og følelsen af aldrig at gide kærlighed mere, fordi det gør for ondt, ikke er det værd og alligevel ikke holder. Følelsen af aldrig at gide en anden mand igen. Og samtidig er der også usikkerheden og ensomheden. Frygten for at være alene for evigt, fordi ingen simpelthen passer til mig, eller jeg ikke passer til nogen som helst. Det er klart det hårdeste, når disse følelser og tanker finder frem til min bevidsthed, men heldigvis virker det til, at det overvejende er den positive, relative glæde, der vinder frem, som tiden går.
I bund og grund er jeg optimistisk. Det er stadig et kæmpe stort, uoverskueligt og smertefuldt skridt at forestille sig, at jeg skal kunne kysse en ny, være sammen med en ny, og på den måde slette B. fra min krop og mine læber, som jo har været hans så længe (altså, nej, det er 100 % min krop, og kun min! Men han har jo haft eksklusivt adgang til den, hvis man kan sige det sådan). Men jeg tror også, at det snart er nødvendigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar